Video : Tipsbladet
Champions League

Ronaldo om forskellen på ham og Messi: Har vundet CL med forskellige klubber

Cristiano Ronaldo mener, at han kan identificere sig selv med Champions League efter at have vundet turneringen fem gange med to forskellige klubber. Det anser han som forskellen på ham og Messi.

Det vil altid afføde stor debat, hvis man spørger, hvem der er bedst af Cristiano Ronaldo og Lionel Messi. Begge spillere har opnået utrolig stor succes indenfor de seneste mange år i fodbold. 

Men spørger man den ene af de to spillere, så er der alligevel et område, der adskiller dem. Cristiano Ronaldo mener nemlig, at den præstigefyldte turnering Champions League kan tages i betragtning, hvis man vil kigge på forskellen mellem de to spilleres bedrifter. I et interview med sports-streamingtjenesten DAZN fastslår den 34-årige portugiser nemlig, at forskellen på ham og Messi er, at han har vundet Champions League med forskellige klubber. 

- Forskellen på mig og Messi er, at jeg har vundet Champions League med flere forskellige klubber, og jeg identificere mig selv med turneringen, siger han ifølge Football Italia. 

- Jeg var topscorer seks sæsoner i træk i Champions League. Der er ikke mange spillere, der har vundet fem Champions League-trofæer, og derfor føler jeg, at jeg kan identificere mig selv med turneringen, siger han. 

Ronaldo anerkender samtidig Messis bedrifter, og han beundrer argentinerens evne til at præstere år efter år, ligesom han selv har gjort. 

- Messi er en glimrende spiller, der vil blive husket, ikke kun for hans Ballon d'Or-trofæer, men også for at have præsteret, ligesom mig, år efter år, siger han. 

Mens Ronaldo har vundet Champions League fem gange, så har Messi "kun" vundet turneringen fire gange. Begge spillere har vundet Ballon d'Or fem gange.