Video : Tipsbladet
Champions League

Ronaldo ser frem til United-gensyn: Det er kæmpe stort

Den portugisiske verdensstjerne ser frem til at vende tilbage til det sted, hvor han tog skridtet op til verdenseliten, når Juventus tirsdag aften møder Manchester United.

Husmandsfinterne i debuten mod Bolton, hovedstødsmålet i FA Cup-finalen 2004 mod Milwall, frisparksdrønet mod Portsmouth og ikke mindst Champions League-finalen i Moskva.

Tirsdagens møde mellem Juventus og Manchester United i Champions League-gruppespillet er for United-fansene en kærkommen lejlighed til at tænke tilbage på nogle af de mest mindeværdige øjeblikke med Cristiano Ronaldo i den røde trøje, inden at han kl. 21.00 dansk tid igen træder ind på det grønne græs på Old Trafford.

Det var her, at han under Sir Alex Fergusons vinger tog skridtet fra at være et ungt og genert stortalent til at blive en selvsikker verdensstjerne. Og hovedpersonen selv ser da også frem til at igen at vende tilbage:

- Det er kæmpe stort at være tilbage. Jeg kan tydeligt huske, hvordan det var at være i Manchester. Jeg vandt masser af cuptrofæer, ligatrofæer og mit første Champions League-trofæ her, og jeg husker fansene opbakning. 

- Jeg sender Sir Alex Ferguson et stort kram, og jeg vil aldrig glemme ham. Han løftede min karriere markant, og jeg ønsker ham alt det bedste. Da vi trak Manchester United, stod det hurtigt klart for mig, at det vil blive stort, fortalte Cristiano Ronaldo på en pressekonference på Old Trafford mandag aften.

Her gjorde portugiseren det også klart, at hvis han ender med at score på sin gamle hjemmebane, så bliver det med samme henholdende jubelscene, som da han scorede for Real Madrid i 2013. 

"Jeg ved, at jeg er et eksempel"

Ronaldo svarede for første gang også på spørgsmål angående de verserende voldtægtsanklager, der de seneste uger med rette har skygget for Ronaldos comeback til Manchester:

- Jeg ved, at jeg er et eksempel. Det er jeg 100 procent klar over. Både inde på banen og udenfor. Jeg smiler altid, og jeg er en glad mand. Jeg spiller i en fantastisk klub, har en fantastisk familie med fire dejlige børn, og jeg er sund og rask. Jeg har alt, så det påvirker mig ikke.

- Jeg er en glad mand. Mine advokater er selvsikre, og det samme er jeg. Sandheden kommer altid i første række, lød det fra Cristiano Ronaldo.

De to hold topper inden kampen Gruppe H. Juventus har seks point efter de første to kampe, mens Manchester United har skrabet fire point sammen.