Video : Tipsbladet
Champions League

Rundens Hold i Champions League - 2. spillerunde

Vi er klar med Rundens Hold i Champions League.

Denne uge bød igen på Champions League-fodbold, og igen fik vi masser af store kampe og flotte individuelle præstationer.

Vi har her samlet de største præstationer til Rundens Hold i 2. spillerunde, hvor der kun er en enkelt genganger fra 1. spillerunde.

Her følger Rundens Hold i Champions League i 2. spillerunde - sat op i en 4-3-3-opstilling:

Målmand: Manuel Neuer, Bayern München (1)
Bayern München blev overraskende domineret af det unge Ajax-hold hjemme på Allianz Arena, og hollænderne var faktisk tættere på at hente de tre point. Manuel Neuer leverede flere vigtige redninger, så tyskerne i det mindste afværgede den helt store fiasko. Især redningen på Lasse Schönes frispark i overtiden var vigtig.

Højre back: Noussair Mazraoui, Ajax (1)
Der var mange Ajax-spillere, der imponerede mod Bayern München. Den 20-årige højreback med marokkanske rødder var både med til at holde Bayern München fra at score mere end det ene mål, og derudover scorede Noussair Mazraoui et flot mål til 1-1, da han gik med frem i feltet og fik en aflevering fra Dusan Tadic, som han sendte forbi Neuer.

Midterforsvarer: Matthijs de Ligt, Ajax (1)
De Ligt fyldte 19 år i august, men det var svært at se i tirsdagens kamp mod Bayern München. Det unge Ajax-stjerneskud havde Robert Lewandowski i sin hule hånd. Hvis De Ligt fortsætter disse takter, får Ajax næppe lov til at beholde ham længe.

Midterforsvarer: Kalidou Koulibaly, Napoli (1)
Carlo Ancelottis mandskab fik en livsnødvendig sejr over Liverpool hjemme på Stadio San Paolo. Den senegalesiske stopper var italienernes bedste mand i defensiven, og havde fuldstændig styr på Mohamed Salah. 

Venstre back: Jordi Alba, FC Barcelona (1)
Den hurtige venstreback var involveret i tre af spaniernes mål på Wembley onsdag aften. Først fandt Alba Coutinho ved 1-0-målet, og ved begge Messis mål var det igen Alba, der stod for oplægget, omend Luis Suárez også fortjener ros for i begge tilfælde at lade bolden gå videre til Messi.

Central midtbane: Arthur, FC Barcelona (1)
Den 22-årige brasilianer så virkelig ud mod Tottenham, især når man tager i betragtning, at han kommer lige fra Gremio i sommer. Arthur skabte meget bevægelse på midtbanen og fik igen og igen trukket sit hold fremad. Han kan blive skræmmende god med tiden.

Central midtbane: Sergio Busquets, FC Barcelona (1)
Den defensive midtbanespiller er vel Ernesto Valverdes næstvigtigste mand efter Lionel Messi. Var tæt på at udgå tidligt i kampen med en skade, men blev på banen og dominerede midtbanen for katalanerne, som han har gjort så ofte før.

Central midtbane: David Silva, Manchester City (1)
Manchester City havde kniben for struben inden Hoffenheim-kampen efter det forsmædelige hjemmebanenederlag til Lyon. Da Guardiolas hold så kom bagud efter 40 sekunder mod Hoffenheim tegnede Citys Champions League-drømme ikke godt. Det lignede længe uafgjort, men Silva var vågen og aggressiv ved sejrsmålet til sidst, hvor han erobrede bolden i feltet og sikrede tre meget vigtige point på udebane. 

Venstre angriber: Neymar, Paris Saint-Germain (1)
Brasilianerens hattrick kom på en billig baggrund, men to forrygende mål direkte på frispark berettiger en plads på Rundens Hold. Især målet til 6-1 var helt genialt. En stærk præstation efter den skuffende indsats på Anfield.

Central angriber: Paulo Dybala, Juventus (1)
Juventus måtte klare sig uden Cristiano Ronaldo mod Young Boys, da portugiseren havde karantæne. Men så var det godt for Massimiliano Allegri, at han bare kunne sætte Paulo Dybala på banen til at gøre arbejdet. Dybala scorede alle målene i Juventus' 3-0-sejr, og havde også et skud på indersiden af stolpen. En anden kandidat var Edin Dzeko, som også nettede tre gange for Roma mod Viktoria Plzen.

Højre angriber: Lionel Messi, FC Barcelona (2)
Argentineren er den eneste genganger på Rundens Hold fra 1. spillerunde. Denne runde måtte Lionel Messi "nøjes" med to scoringer, men Barcelona-stjernen var i helt sublimt spillehumør mod Tottenham. Messi strøede om sig med fabelagtige pasninger, og havde to skud på stangen i begyndelsen af anden halvleg, inden han scorede sine to mål. Messi mangler nu blot ét mål for at udligne sin målhøst fra sidste sæson i Champions League.

I parentes bemærket er antallet af gange, som spilleren er udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.