Video : Tipsbladet
Champions League

Rundens Hold i Champions League - 4. spillerunde

CLBOLD.dk er klar med Rundens Hold i Champions League.

4. spillerunde af Champions League-gruppespillet er afviklet. Runden bød både på en overraskende Manchester United-sejr i Italien og en heroisk sejr for Røde Stjerne mod Liverpool. Derudover bød runden også på en række imponerende individuelle præstationer.

Vi har her samlet de bedste af disse præstationer til Rundens Hold i 4. spillerunde, som byder på to gengangere i forhold sidste runde.

Her følger Rundens Hold i Champions League i 4. spillerunde - sat op i en 4-3-3-opstilling:

Målmand: David de Gea, Manchester United (1)
Spanieren leverede gode redninger ved Cuadrados og Pjanics forsøg, og holdt englænderne inde i kampen længe nok til, at de til sidst kunne vende opgøret.

Højre back: Juanfran, Atlético Madrid (1)
Ikke mange hold har formået at stoppe Dortmunds angrebsmaskine i den her sæson. Men Atlético Madrid lukkede ned for de angrebsivrige tyskere i tirsdagens 2-0-sejr. 33-årige Juanfran lukkede effektivt ned for den ellers formstærke Jadon Sancho.

Central forsvarer: Milan Skriniar, Inter (1)
Slovakken ligner mere og mere en spiller, der går en strålende fremtid i møde. Skriniar lukkede gentagne gange Luis Suárez og Ousmane Dembélé ned, da Inter fik 1-1 mod FC Barcelona.

Central forsvarer: Kalidou Koulibaly, Napoli (3)
Senegaleseren har været en af de bedste forsvarsspillere i Europa i denne sæson. Uden Koulibaly ville Napoli ikke føre gruppe C foran Liverpool og Paris Saint-Germain.

Venstre back: Oleksandr Zinchenko, Manchester City (1)
Den unge ukrainer spillede til tider mere som midtbanespiller mod sine landsmænd, da City slog Shakhtar Donetsk med 6-0. Den 21-årige Zinchenko ligner en spiller, der kan få en flot karriere. 

Central midtbanespiller: Saul Niguez, Atlético Madrid (1)
Den unge spanier var omdrejningspunktet for Simeones mandskab, der tildelte et flyvende Dortmund-hold deres første nederlag i denne sæson. Saul krydrede indsatsen med sin scoring til 1-0.

Central midtbanespiller: David Silva, Manchester City (3)
Manchester Citys strateg scorede for tredje Champions League-kamp i streg. Silva spillede elegant som sædvanlig, og fremtvang desuden Citys andet straffespark.

Central midtbanespiller: Ander Herrera, Manchester United (1)
Manchester United var heldige med at slå Juventus, men Herrera var blandt englændernes bedste. Herrera var energisk og var effektiv til at stoppe italienernes opspil.

Højre angriber: Riyad Mahrez, Manchester City (1)
Algiereren var banens bedste, da Manchester City bankede Shakhtar Donetsk med hele 6-0. Assisterede David Silvas 1-0-mål, og scorede selv en flot kasse til 5-0 i anden halvleg.

Central angriber: Milan Pavkov, Røde Stjerne (1)
Den høje serber sænkede Liverpool med to kasser i Beograd. Ved 1-0-scoringen hoppede Pavkov højere end Virgil van Dijk på et hjørnespark. 2-0-scoringen var et fænomenalt langskud, der sikrede Røde Stjerne en mindeværdig sejr over et af Europas bedste hold.

Venstre angriber: Raheem Sterling, Manchester City (1)
Sterling er i flyvende form for tiden. Englænderen fik tildelt et helt og aldeles fejlkendt straffespark, men scorede senere en flot kasse til 3-0 i Citys 6-0-sejr over Shakhtar Donetsk.

I parentes bemærket er antallet af gange, som spilleren er udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.