Såret Lewandowski: Vil give alt
Foto: Matthias Schrader/Polfoto
Champions League

Såret Lewandowski: Vil give alt

Robert Lewandowski er yderst tvivlsom til semifinalen i Champions League, men vil gå langt for at blive klar.

Tirsdag blev forvandlet til et sandt mareridt for Bayern München. Klubben røg efter stort drama ud af pokalsemifinalen til Dortmund, men udenfor banen ser det endnu sværere ud. Sydtyskerne døjer med flere alvorlige skader, og tirsdag blev nye føjet til, da Arjen Robben efter bare 16 minutter ødelagde sin læg. En skade der betyder, at sæsonen efter alt at dømme er slut for hollænderen. Også Robert Lewandowski var en såret herre efter opgøret mod rivalerne fra Dortmund. 

Lewandowski stødte undervejs sammen med Dortmund-keeperen, og pådrog sig som følge en hjernerystelse. Undersøgelser har senere vist, at Bayern-profilen har brækket næsen, mens han har fået et brud på overkæben. En skade der gør den tidligere Dortmund-stjerne yderst tvivlsomt til semifinalerne i Champions League, der indledes den 6. maj mod FC Barcelona. Selv håber Robert Lewandowski dog på overraskelsen:

- Lige nu må vi afvente, hvad der kommer til at ske. Der er fortsat et par dage, inden vi skal møde FC Barcelona. Jeg vil virkelig give alt for at blive klar til den kamp. Det er et opgør, der betyder meget for hele klubben, og vi kæmper i forvejen hårdt med skader, siger Robert Lewandowski til Bild.de.

I Bayern München vil man dog ikke forholde sig til chancerne:

- Lige nu kan vi ikke sige, hvordan chancerne er. Vi skal i løbet af ugen have taget nogle flere prøver, der skal vise, hvordan det ser ud, vurderer Bayern i samme interview.

Første kamp mellem FC Barcelona og Bayern München afvikles på Camp Nou i Barcelona. Begge mandskaber regnes blandt de helt store favoritter til at løfte det helt store trofæ.