Video : Tipsbladet
Champions League

Schöne frygter ikke Ajax-talenter

Den danske midtbanespiller er ikke bange for at miste sin plads til de yngre spillere.

Med sine 31 år er Lasse Schöne en af de mest rutinerede på Ajax-mandskabet, som onsdag skal forsøge at spille sig videre i Champions League-kvalifikationen, når de møder Nice på hjemmebane.

På trods af udviklingen blandt konkurrenter som Donny van de Beek og Frenkie de Jong, der stormer fremad, så regner Lasse Schöne ikke med at miste sin plads lige foreløbigt.

- Jeg kan stadig nemt holde dem bag mig, siger Lasse Schöne til Voetball International.

Han har da heller ikke tænkt sig at forlade midtbanen lige foreløbigt.

- Nej, absolut ikke. Jeg vil spille hver weekend. Jeg mener også stadig, at jeg kan bidrage meget til det hold her - både på og udenfor banen. Det har jeg også vist.

Alligevel er den danske landsholdsspiller glad for konkurrencen på midtbanen.

- Heldigvis, ja. Vi har haft mange store talenter. Det er også meningen at de skal snuse til de helt store kampe. Konkurrence er sundt for os.

Schöne håber på et fyldt stadion mod Nice på hjemmebanen, hvor de står med et udemærket udgangspunkt efter 1-1 på udebane. 

 - En fyldt arena hjælper altid. Det er dejligt. Sidste år så vi, hvor vigtigt det kunne være. Vi ser frem til det.