Schönes karriere topper: Jeg vil spille, til jeg er 40 år
Foto: Getty Images
Champions League

Schönes karriere topper: Jeg vil spille, til jeg er 40 år

Som Lasse Schöne har det nu, vil han spille videre, til han er "en rigtig gammel mand." I aften spiller han og Ajax mod Bayern München i Champions League.

Lasse Schöne har rundet 32 år, og dermed bevæger han sig ind i en periode, hvor de flestes karrierer begynder at dykke. Men Schönes er tværtimod på vej i den rigtige retning.

Han er stadig fast mand for Ajax, hvor han oftest er det erfarne knudepunkt på et hold af unge knægte, og i dette efterår har han etableret sig som fast starter på landsholdet. Det har han ventet næsten ti år på.

Det er ikke lang tid, siden Schöne forlængede sin kontrakt med Ajax til 2020, men står det til ham selv, er det ikke sådan, at han så stopper karrieren som 34-årig. Faktisk har han planer om at spille mange år endnu.

- Jeg kigger ikke årevis frem i min karriere. Jeg er godt tilpas nu, kroppen har det godt, og det er det vigtigste. Jeg har sjældent været så fit, som jeg er nu. Jeg vil i princippet helst spille, til jeg er 40 år, siger han til Jyllands-Posten og kommer så med et forbehold.

- Men hvis jeg ryger ind i en masse skader, eller jeg ikke længere synes, det er sjovt, så er det ikke fair at blive ved over for mig selv, min klub og mine holdkammerater. Men som jeg har det nu, vil jeg helst spille, til jeg er en rigtig gammel mand. Mange siger, at de vil spille indtil en vis alder. For mig er forløbet det vigtigste,

Noget mere presserende er aftenens Champions League-kamp mod Bayern München. Begge hold er sådan set klar til ottendedelsfinalerne til foråret, men hvis Ajax vinder på hjemmebane, vinder holdet også gruppen.

Der er kickoff til det opgør klokken 21.