Video : Tipsbladet
Premier League

Skidt nyt for City: Tror, De Bruyne misser Manchester-derby

Pep Guardiola frygter, at Kevin De Bruyne misser Manchester Citys opgør mod Manchester United onsdag aften med en muskelskade.

Manchester City generobrede lørdag eftermiddag førstepladsen i Premier League med en sejr over Tottenham, men der var skår i glæden.

Efter knap 40 minutters spil måtte Manchester Citys midtbanestjerne Kevin De Bruyne nemlig lade sig erstatte af Fernandinho.

Det skyldtes en muskelskade, afslører klubbens cheftræner, Pep Guardiola, efter kampen ifølge Manchester Citys Twitter-profil. Og selvom Guardiola endnu ikke ved, hvor slem skaden er, frygter han, at De Bruyne må sidde over i næste spillerunde.

- Jeg har ikke talt med ham eller med lægestaben, men det er en muskelskade. Jeg ved ikke, hvor slem den. Det får vi at se i morgen, men jeg tror, at han vil misse næste kamp, lyder det fra Guardiola.

Hvis det bliver tilfældet, må Guardiola se bort fra De Bruyne, når de onsdag aften gæster lokalrivalerne Manchester United.

I denne sæson har Kevin De Bruyne været præget af skader, og han har blot spillet 27 kampe med fire mål til følge.