Skuffet Wenger: Vi kunne have slået Barcelona
Foto: Matt Dunham/Polfoto
Champions League

Skuffet Wenger: Vi kunne have slået Barcelona

Ifølge Arsene Wenger havde Arsenal en chance for at vinde kampen, hvis holdet ikke havde spillet under niveau.

Endnu engang er Arsenal på vej ud af Champions League efter ottendedelsfinalerne.

Og endnu engang er det FC Barcelona, som Arsenal trækker det korteste strå over for.

Det kan meget vel være konklusionen, efter englænderne tabte det første opgør tirsdag aften med 2-0 på hjemmebane.

Men det kunne meget vel have set anderledes ud, hvis man spørger Arsenals manager, Arsene Wenger. For franskmanden mener, at Arsenal havde pladsen til at straffe Barcelona og undgå scoringer, men utraditionelle fejl kostede dem sejren.

- Måden vi afsluttede er et problem. Jeg følte, vi manglede noget på den sidste tredjedel af banen.

- Vi var utålmodige i opspillet, og vi tabte bolde, som vi normalt ikke plejer. Ikke fordi Barcelona pressede os, men fordi vi ikke var præcise nok i vores afleveringer, siger han til BBC Sport.

Arsene Wenger ved dog godt, at det bliver nærmest en umenneskelig opgave for sit hold at gå videre til kvartfinalerne. Han spår Barcelona 95 procent chancer for at gå videre, men han understreger, at han endnu ikke har opgivet håbet.

Returopgøret i Barcelona spilles den 16. marts.