Spansk angriber: Mange Real Madrid-spillere er bedre end Griezmann
Foto: Getty Images
Champions League

Spansk angriber: Mange Real Madrid-spillere er bedre end Griezmann

Den tidligere Real Madrid-angriber Jese Rodriguez mener ikke, at Antoine Griezmann kunne komme på holdet hos Zinedine Zidane.

To gange i de seneste tre år har Real Madrid og Atletico Madrid mødt hinanden i Champions League-finalen med Real som vinder begge gange, og i år mødes de to hold igen i turneringen - denne gang i semifinalen - hvor der altså er en finalebillet på spil.

Real Madrid er favoritter og forsvarende mester, og før tirsdagens opgør i verdens største klubturnering er der også godt gang i skriverierne.

For eksempel har den spanske avis AS haft fat i Jese Rodriguez, der spiller i Las Palmas og er udlejet fra Paris Saint-Germain, som han skiftede til i sommer fra Real Madrid. Jese, 24 år, spillede fem år i Real Madrid, og han mener, at de forsvarende Champions League-vindere er favoritter til opgøret. Og så mener han også, at Atletico Madrids største stjerne ikke kan komme på holdet i Real Madrid.

På spørgsmålet, om Antoine Griezmann kunne komme på holdet i Real Madrid, svarer Jese Rodriguez ganske klart.

- Nej. Der er mange bedre spillere på det hold (Real Madrid) end ham, siger Jese til AS.

- I min bog er Real Madrid kongerne af Champions League. De har et utroligt godt hold, og over to kampe tror jeg, de vil være enormt stærke. Men omvendt kan alt ske i fodbold, og alle kampe har deres eget liv. Så vi må se, hvad der kommer til at ske, siger Jese.

En af forklaringerne på Jese Rodriguez' kommentar er formentlig, at han spillede i fem år i Real Madrid, og når han siger, som han gør, bliver han nok ikke mindre populær blandt klubbens mange supportere.

Antoine Griezmann har scoret 25 gange for Atletico Madrid i denne sæson. Angriberen blev topscorer i sommerens EM-slutrunde i Frankrig, ligesom han for sin sæson sidste år var nomineret til Ballon d'Or sammen med Cristiano Ronaldo og Lionel Messi. Cristiano Ronaldo vandt prisen.