Stryger: Den er stadig åben
Illustration
Champions League

Stryger: Den er stadig åben

Jens Stryger Larsen var stor optimist efter nederlaget til Zenit. Han tror stadig på avancement for FCN.

Inderst inde. Når du skal være helt ærlig. Tror du så på videre avancement til FC Nordsjælland efter 0-1 mod Zenit på hjemmebane? Det skulle Jens Stryger tage stilling til i mixed zone efter aftenens Champions League-kvalifikationskamp.

Og svaret var et klart ja.

- Efter kampen i dag tror jeg i hvert fald på det, sagde Stryger og satte ord på, hvor den tro kom fra:

- Vi blev ikke så overmatchet, som folk havde troet. Vi tabte 1-0, og den er stadig åben. Det bliver nok lidt sværere ovre i Zenit, hvor de har deres fans i ryggen, men vi er klar på udfordringen derovre.

Den nye FC Nordsjælland-spiller, der i dagens anledning havde fået tjansen som ansvarlig for hele højreside af banen, rynkede heller ikke på brynene over den præstation, som Superliga-sølvvinderne gik ud og gav i Farum.

- Jeg er ikke overrasket over, at vi slap så godt fra det. Jeg vidste godt, at vi har et godt hold. Vi er ikke kommet så godt fra start i Superligaen, men i dag fandt vi hinanden godt i perioder, og vi kom også frem til en del chancer. Flere end man kan forvente mod sådan et Zenit-hold. Desværre får vi ikke lige puttet boldene i mål i dag, men så må vi gøre det ovre i Zenit, sagde Stryger.

Selvtilliden er altså til stede i det nordsjællandske, og så må tiden i det russiske vise, om der er noget at have den tro i.