Video : Tipsbladet
Champions League

Suarez siger undskyld: Vi var ikke et hold

Luis Suarez har undskyldt for Barcelona-spillernes præstation i Champions League-kampen mod Liverpool.

Europæiske aftener på Anfield har det med at være magiske, og en af dem fandt sted tirsdag aften.

Her leverede Liverpool et historisk resultat ved at besejre Barcelona 4-0 efter at have tabt den første kamp med 3-0. Derfor er the Reds nu klar til Champions League-finalen, mens Barcelona-spillerne slukørede kan se frem mod sæsonens sidste tre kampe.

Efter kampen var Luis Suarez helt nede i kulkælderen, og den tidligere Liverpool-angriber måtte give en undskyldning, efter Barcelona for andet år i træk har sat en stor føring over styr i turneringen.

- Vi skal igennem en masse selvkritik. Det er anden gang, at det sker for os. Vi må ikke lave den slags fejl to år i træk. Vi må bebrejde os selv for det, vi gør forkert, og for at tænke, at alt var færdigt.

- Vi er dem, der spiller. Træneren lagde den samme taktik som i første kamp. Vi, spillerne, skal være selvbevidste. Vi er dem, der spiller. Vi skal undskylde for attituden. Vi var ikke et hold. Overfor vores familier, børn og fans skal vi bede om tilgivelse. Det må ikke være sådan, at vi indkasserer to mål på et minut.

- Ved det fjerde mål lignede vi en flok ungdomsspillere. Vi skal forstå al den kritik, der vil regne over os, sagde Luis Suarez efter kampen ifølge Goal.