I sidste sæson blev Rosenborg BK ekspederet ud af Champions League i tredje kvalifikationsrunde af Celtic FC, der efter 0-0 i Skotland i det første opgør vandt 1-0 på Lerkendal. Nu står de to mesterklubber atter over for hinanden i Champions League-kvalifikationen - denne gang i anden runde.
Det første opgør spilles i aften i Skotland, og Nicklas Bendtner har som altid fyldt meget i optakten. I skotternes mål står Craig Gordon, der var holdkammerat med Bendtner i Sunderland for otte år siden. Gordon og Bendtner har også været modstandere i en del Premier League-kampe. Danskeren scorede blandt andet et mål på Craig Gordon i 2010 for Arsenal.
Den 35-årige målmand husker udmærket sin tidligere holdkammerat.
- På sine bedste dage kan han ødelægge alle, siger Celtic-keeperen ifølge scotsman.com og fortsætter:
- Han er en fantastisk spiller. Han har fået kritik for ikke at levere ofte nok, men når han gør, har jeg set ham ødelægge tophold i Premier League helt på egen hånd. Jeg synes, han var en flink fyr, da vi spillede sammen i Sunderland. Jeg kunne godt lide ham. Han var sjov. Jeg tror ikke, han lader sig gå på af ret mange ting. For en angriber er det nok en meget god ting.
- Han er en interessant karakter, og jeg nød hans selskab. Jeg er sikker på, han stadig er den samme. I forhold til hans evner på fodboldbanen er han én, vi afgjort skal holde øje med. Han har været i topklubber rundt om i verden og gjort det godt. Der findes mange spillere, om hvem folk synes, de ikke har fået det maksimale ud af talentet, det gælder især angribere. Når de er i form, når de har selvtillid, er de fantastiske. Når tingene ikke lykkes, kan de levere en dårlig indsats.
- Nicklas har stadig haft en flot karriere i flere topklubber. Han er stadig kun 30, så der er flere år tilbage i ham. Han er en god spiller, uanset hvad folk siger om ham, lyder det fra Craig Gordon.
Der er kickoff mellem Celtic og Rosenborg klokken 20.45.