Video : Tipsbladet
Champions League

Tidligere tysk landsholdsstjerne: Tyskland bør holde fast i gammel kerne

På trods af nedrykningen i Nations League mener Oliver Bierhoff, at Tyskland skal holde fast i de ældre spillere.

Med to nederlag og en uafgjort er Tyskland rykket ud af Nations League Liga A forud for den sidste gruppekamp mod Holland. Mange mener, at Joachim Löw bør lave et generationsskifte, men det mener tidligere landsholdsprofil Oliver Bierhoff ikke.

- Selvfølgelig skal man altid forsøge at bruge de spillere, der er i bedst form, og de unge har vist i de seneste kampe, at man kan regne med dem. Men vores erfarne spillere har givet meget til landsholdet, så vi har også brug for dem, siger Bierhoff ifølge Goal.com.

Det er et kæmpe nederlag for Tyskland, som først røg ud i gruppespillet ved VM, og nu altså også er degraderet til Europas andet bedste lag.

Den unge Bayern München-midtbane Leon Goretzka vil bruge Holland-kampen til at komme ovenpå igen.

- Det er bittert, men vi er nødt til at acceptere det. Vi skal ud og lave et godt resultat på mandag for at slutte året positivt. Det har været et skidt år for os, det ved vi alle sammen, siger Goretzka.

Mens Tyskland ikke har noget at spille for i den sidste gruppekamp, kan Holland, hvis de undgår at tabe opgøret, vriste førstepladsen fra de franske verdensmestre.