Video : Tipsbladet
Champions League

Tottenham er videre i FA Cuppen efter målrig affære

Onsdag aften spillede Tottenham Hotspur sig videre i FA Cuppen, da London-klubben vandt 3-2 i returopgøret mod Southampton.

Fem mål fra fem forskellige spillere.

Sådan lyder faktaene oven på onsdagens FA Cup-opgør mellem Tottenham og Southampton på Tottenham Hotspur Stadium.

Tottenham løb med sejren og det videre avancement i FA Cuppen med en sejr på 3-2, hvorfor London-klubben i ottendedelsfinalerne skal op imod Norwich.

Det var hjemmeholdet, som kom på måltavlen først. Southampton-forsvarsspilleren Jack Stephens blev noteret for et selvmål i det 12. minut, hvorfor der stod 1-0 til Tottenham.

20 minutter senere fik Southampton reduceret. Tottenham-keeper Hugo Lloris parerede bolden ud i fødderne på Shane Long, der let kunne sende bolden i netmaskerne til 1-1.

Kort før pausen blev Souhthamptons James Ward-Prowse båret ud fra banen, efter han var involveret i en uheldig situation med Ryan Sessegnon. Det betød, at danske Jannik Vestergaard kom på banen.

Begge mandskaber gik til pause ved stillingen 1-1 efter en begivenhedsrig første halvleg.

I anden halvleg skulle vi frem til det 72. minut, hvor Southampton bragte sig i front med 2-1. Danny Ings sendte et velplaceret skud ned i det højre målhjørne, som Lloris ikke kunne nå at redde.

Der skulle dog blot gå seks minutter, inden Tottenham svarede tilbage med en reducering. Lucas Moura stod for scoringen, der gav nyt håb til de fremmødte Tottenham-fans.

Hen imod slutningen af kampen fik Tottenham tildelt et straffespark. Son Heung-Min eksekverede straffesparket med succes, hvorfor hjemmeholdet bragte sig foran til slutresultatet 3-2.