Video : Tipsbladet
Champions League

Toutouh: Måske kan vi vinde Europa League

Optimismen bobler hos FC Københavns Youssef Toutouh, der tror på, at FC København kan gøre en god figur.

FC København er færdig i Champions League. Selv om det danske mandskab onsdag aften vandt med 2-0 ude over Club Brugge, var det ikke nok, fordi Porto hjemme vandt med hele 5-0 over Leicester City, og dermed venter altså Europa League i foråret for FC København.

Men måske er det held i uheld. Selv om klubben naturligt nok gerne vil videre i Europas største klubturnering, er der samtidig langt bedre muligheder for at komme langt i Europa League, hvor holdene ikke er lige så stærke, og hvor nogle af de store hold ikke altid spiller med de bedste spillere.

Og der er da også tro i FC København på, at klubben kan gøre en god figur.

- Jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle kunne nå rigtig langt og måske vinde Europa League. Det tror jeg sagtens, at vi kan. Hvis vi kan få uafgjort i Porto, kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke skulle kunne gøre det, sagde Youssef Toutouh onsdag aften ifølge flere danske medier, blandt andet BT, og uddyber:

- Jeg vil sige til dem, at de bare skal vente og se. Hvis vi leverer, som vi har gjort her, så bare vent og se, siger han.

FC København-kanten erkender dog, at han ikke lige har helt styr på, hvilke hold der er med i bowlen, når der skal trækkes lod til første knockout-fase i foråret, men det ændrer ikke på, at det er en optimistisk FCK'er, der nu kan se frem til sidste Superliga-kamp på søndag, inden der venter en længere vinterpause.