Video : Tipsbladet
Champions League

Trænertjek: Hvem er de bedste strateger i Champions League?

Zinedine Zidane takkede i maj af efter tre Champions League-trofæer på stribe. Franskmanden løb med meget af opmærksomheden i fodbold-Europa i de seneste sæsoner, men i denne sæson får en ny træner chancen for at løfte pokalen med de store ører. Vi ser i denne artikel nærmere på de bedste trænere i turneringen i denne sæson.

Vi må i denne sæson undvære toptrænere som Zinedine Zidane, Antonio Conte og Maurizio Sarri i Champions League. Langt størstedelen af verdens mest velansete trænere er dog alligevel at finde i turneringen. Men hvilken træner er aktuelt den bedste? 

Vi ser på præstationerne i denne og i de seneste sæsoner, og har på den baggrund rangeret de ti bedste trænere.

Se rangeringen herunder:

10. Thomas Tuchel, Paris Saint-Germain
Tyskeren overtog roret i Dortmund, da Jürgen Klopp stoppede i sommeren 2015. Tuchel startede sin trænerkarriere på topniveau ved at føre nyligt oprykkede Mainz til en femteplads i Bundesligaen, trods begrænsede midler. 

Da Klopp smuttede, faldt Dortmunds valg på Tuchel på baggrund af hans fodboldfilosofi, der mindede en del om Klopps. I sine to sæsoner som Dortmund-træner endte Tuchels tropper på anden- og tredjepladsen i Bundesligaen. Efter at have vundet pokalturneringen i 2017 blev Tuchel fyret i Dortmund. Der var ifølge tyske medier tale om et dårligt forhold med Dortmund-direktør Hans-Joachim Watzke, og Tuchel var utilfreds med afgangen af stjerner som Mats Hummels og Ilkay Gündogan. 

Efter et sabbatår blev Tuchel så valgt til den eftertragtede stilling som PSG-træner. Tyskeren er stadig ikke langt inde i sin karriere i den parisiske klub, og det er for tidligt at sige, om han bliver en succes. I Ligue 1 går alt efter planen, men i Champions League så de franske mestre sårbare ud mod Liverpool. Tuchels største opgave bliver at håndtere Neymars ego samt at finde en god balance på et hold, der er klart stærkest i offensiven.

9. Mauricio Pochettino, Tottenham
Argentineren startede trænerkarrieren i Espanyol halvvejs gennem 2008/09-sæsonen. Efter flere midterplaceringer i La Liga stoppede Pochettino i Espanyol i slutningen af 2012. Allerede i det spanske var Pochettino glad for 4-2-3-1-opstillingen. To måneder efter han stoppede i Espanyol, blev Pochettino ansat i Southampton. I sin første (og eneste) hele sæson i det sydengelske fik Pochettino ført Southampton til en ottendeplads i en sæson, hvor klubben endte med flere points end nogensinde før i Premier League-æraen.

Det kastede et nyt job af sig i maj 2014, denne gang på White Hart Lane. I sin første sæson gav Pochettino en ung Harry Kane chancen, og det har sidenhen vist sig, at være en fornuftig beslutning. Tottenham endte som nummer fem i Pochettinos første sæson, men i argentinerens anden sæson kæmpede Tottenham længe med om mesterskabet, som Leicester dog endte med at snuppe.

I de to efterfølgende sæsoner har Pochettino ført Tottenham til henholdsvis en anden- og en tredjeplads i Premier League, og i sidste sæson slog Tottenham Real Madrid i Champions League-gruppespillet, før Juventus sendte dem ud i ottendedelsfinalen. Pochettino mangler stadig at vinde trofæer, men argentineren har været med til at flytte Tottenham op på et nyt niveau.

8. José Mourinho, Manchester United
Portugiseren vandt Europa League med Manchester United i 2017 og Premier League-titlen med Chelsea i 2014. Med Real vandt han det spanske mesterskab i 2012, mens han vandt the treble med Inter i 2010. Han blev engelsk mester i sine to første sæsoner med Chelsea i 2005 og 2006, og inden da vandt han Champions League med FC Porto i 2004.

Man finder således ikke mange trænere med et bedre cv end José Mourinho. Det meste af succesen ligger bare nogle år tilbage nu. Europa League-titlen var en fin bedrift, men der er tale om en triumf i en turnering, som portugiseren selv tidligere har talt ned. De seneste sæsoner har ikke været gode for Mourinho, som er faldet betragteligt i agtelse i fodboldverdenen efter kollapset i Chelsea og de svingende resultater i Manchester United. 

7. Luciano Spalletti, Inter
Spalletti skabte et navn for sig selv, da han i 2004/05-sæsonen førte Udinese til en uhørt fjerdeplads i Serie A. Det skaffede ham cheftrænerjobbet i Roma, hvor han var i fire sæsoner. I 2006 blev han kåret som årets træner i Serie A. Spallettis Roma slog i 2007/08-sæsonen Real Madrid ud af Champions League, og italieneren vandt også Coppa Italia med Roma i både 2007 og 2008. 

Efter lidt over fire år som træner for Zenit Sankt Petersborg, hvor han blev russisk mester to gange, vendte Spalletti i januar 2016 tilbage til Roma, som han førte til en tredje- og en andenplads i Serie A, inden han i sommeren rykkede til Inter. I sin første sæson i Milano lykkedes det Spalletti at kvalificere Inter til Champions League efter seks sæsoners fravær. 

I denne sæson har Spalletti fået Inter til at se skarpe ud efter en tvivlsom sæsonstart. Klubben ligger på tredjepladsen i Serie A og har maksimumpoint i Champions League-gruppespillet efter to kampe.

6. Lucien Favre, Dortmund
Den 60-årige schweizer er helt aktuelt en af de mest succesfulde trænere i Europa efter en imponerende indledning på sæsonen, hvor Dortmund har indtaget førstepladsen i Bundesligaen. Efter knap to årtier som træner i hjemlandet blev Favre i sommeren 2007 ansat i Hertha Berlin, som han førte til en imponerende fjerdeplads i 2008/09-sæsonen. 

I starten af 2011 overtog Favre roret i Borussia Mönchengladbach, som han fik reddet fra nedrykning i sin første halvsæson. I sin første hele sæson førte Favre klubben til en flot fjerdeplads i Bundesligaen. Efter salget af Marco Reus gik tingene lidt ned ad bakke, men Favre fik i 2014/15-sæsonen ført Mönchengladbach til en imponerende tredjeplads og direkte kvalifikation til Champions League. 

I sommeren 2016 blev Favre ansat i Nice, og i sin første sæson kvalificerede schweizeren den franske klub til Champions League via en tredjeplads i Ligue 1. I sommers fik Favre så chancen i Dortmund, og den chance har schweizeren grebet. En aktuel førsteplads i Bundesligaen og seks point i to Champions League-kampe er svært at kritisere.

5. Carlo Ancelotti, Napoli
Tre Champions League-titler kan Ancelotti skrive på sit cv - med Milan i 2003 og 2007 og med Real Madrid i 2014. I Champions League-æraen er det kun Zinedine Zidane, der har vundet pokalen med de store ører lige så mange gange. 

Italieneren blev dog fyret i Real Madrid i foråret 2015, og i efteråret 2017 blev det til endnu en fyring, denne gang i Bayern München. Ancelotti fik kritik for sin tilgang i det sydtyske, hvor hans træningspas ifølge flere spillere manglede intensitet. I denne sæson er Ancelotti tilbage i trænersædet, omend han har måttet tage et lille skridt ned i klubhierarkiet. Det skal blive spændende at se, hvad Ancelotti kan udrette i Napoli. 

Indtil videre har det set fornuftigt ud. I Serie A ligger Napoli som forventet på andenpladsen efter Juventus, mens Napoli senest på imponerende vis slog Liverpool i Champions League.

4. Diego Simeone, Atlético Madrid
Efter fem år som træner i Argentina - med en afstikker til Catania i Italien - blev Simeone i ansat i Atlético Madrid i december 2011. I sin første halvsæson vandt argentieren Europa League med den spanse klub, og i den anden sæson vandt han den europæiske Super Cup over Chelsea og slog Real Madrid i Copa del Rey-finalen. 

I sin tredje sæson i den spanske hovedstad førte Diego Simeone Atlético Madrid til klubbens første mesterskab siden 1995/96. En fabelagtig bedrift i en liga, der ellers kun én anden gang siden 2000 er blevet vundet af en anden klub end Barcelona og Real Madrid. I samme sæson var Simeone tilmed sekunder fra at vinde Champions League, da Sergio Ramos knuste drømmen i overtiden af finalen. 

To år senere slog Atlético Madrid både Barcelona og Bayern München ud i Champions League, før de tabte Champions League-finalen til Real Madrid igen, denne gang efter straffesparkskonkurrence. Året efter sendte naboklubben igen Atlético Madrid ud af Champions League, denne gang i semifinalen.

I sidste sæson sluttede Simones hold som toer i La Liga og gik desuden hele vejen i Europa League, hvor Marseille blev slået i finalen. Simeones bedrifter i den madrilenske klub må siges at være helt sublime, og klubben er på få år rykket op i den absolutte elite i Europa, hvor der nu er forventninger om at kæmpe med om både La Liga-titlen og Champions League hvert år.

3. Jürgen Klopp, Liverpool
Klopp startede trænerkarrieren i Mainz i 2001. I sine syv år i klubben fik Klopp ført Mainz op i Bundesligaen, men rykkede dog senere ned igen. I sommeren 2008 overtog Klopp cheftrænerjobbet i Dortmund, en stilling, som han endte med at sidde på i syv sæsoner. 

I sin tredje og fjerde sæson i Dortmund vandt Jürgen Klopp Bundesligaen to år i træk. Den fjerde sæson bød desuden på en pokaltitel, da Bayern München blev slået med 5-2 i finalen. I Klopps femte sæson havde Dortmund en fremragende sæson i Champions League, hvor Real Madrid blandt andet blev slået med 4-1 på hjemmebane i semifinalen. I finalen på Wembley mod Bayern München måtte Klopp se Bayern Münchens Arjen Robben score vindermålet til allersidst.

Efter to andenpladser i streg i Bundesligaen begyndte tingene at gå alvorligt skævt for Klopp i hans syvende og sidste sæson i Dortmund. Klubben var nede omkring nedrykningspladserne undervejs i sæsonen, men fik til sidst kæmpet sig op på en syvendeplads. I sin sidste kamp for Dortmund tabte Klopps mandskab pokalfinalen til Wolfsburg.

Efter et par måneders pause som træner overtog Klopp i oktober 2015 cheftrænerjobbet i Liverpool. I sin første sæson i det engelske nåede Klopp Europa League-finalen med Liverpool, som Sevilla dog vandt. I Klopps anden sæson lykkedes det tyskeren at kvalificere Liverpool til Champions League efter en fjerdeplads i Premier League. Og i den tredje sæson førte Klopp på fabelagtig vis Liverpool til Champions League-finalen, men igen måtte Klopp se sit hold tabe en finale, denne gang imod Real Madrid. 

Under Jürgen Klopp er Liverpool igen blevet en europæisk magtfaktor, og med indkøbene i denne sæson ser tingene kun ud til at blive endnu bedre. 

2. Pep Guardiola, Manchester City
Katalaneren regnes af mange som værende verdens bedste træner, og Guardiola har da også et heftigt cv, selvom det ikke er mere end ti år siden, han startede som træner for Barcelonas førstehold. Med en treble-triumf i sin første sæson fik Guardiola da også slået sit navn fast med syvtømmersøm allerede fra starten af. 

Guardiola vandt det spanske mesterskab i de første tre af sine fire sæsoner i Barcelona, og førte også Barcelona til Champions League-triumf igen i 2011, da han for anden gang besejrede Manchester United i finalen. Få trænere kan siges at have opnået mere succes i deres første tre sæsoner som træner end Guardiola. 

I den fjerde sæson blev det kun til en pokaltitel, hvorefter Guardiola tog et sabbatår, inden han blev cheftræner i Bayern München. Her opnåede katalaneren pæn succes, uden at nå de samme højder som i Spanien. Tre tyske mesterskaber og to pokaltitler blev det til, men i Champions League blev semifinalen endestationen i alle tre sæsoner.

I 2016 rykkede Guardiola til Premier League, og i sin anden sæson førte han Manchester City til guldet i en sæson, hvor hans hold nåede op på 100 point og i øvrigt spillede fabelagtigt flot. I sine to sæsoner som City-træner har Guardiola dog ikke haft den store europæiske succes, idet Monaco og Liverpool har stået i vejen i kvartfinalerne. 

1. Massimiliano Allegri, Juventus
Efter imponerende resultater i Cagliari blev Allegri i juni 2010 ansat i Milan, og i sin første sæson i klubben førte Allegri Rossoneri til Serie A-guld. Efter en anden- og en tredjeplads blev Allegri dog fyret halvvejs inde i sin fjerde sæson i Milan. I sommeren 2014 overtog Allegri så trænerjobbet i Juventus, der var blevet ledigt efter Antonio Contes afgang. 

Allegri har vundet Serie A-guldet i alle sine fire sæsoner som Juventus-træner, men endnu mere bemærkelsesværdigt må det siges at være, at han i sine tre første sæsoner i klubben førte Juventus til Champions League-finalen to gange, i både 2015 og i 2017. Her blev Barcelona og Real Madrid dog begge gange for stor en mundfuld. 

Det rykker dog ikke ved, at Juventus under Massimiliano Allegri igen regnes som en af Europas tre bedste klubber i manges øjne. Klubben har på imponerende vis kun smidt to point i denne sæson. Allegri er blevet hyldet for sin taktiske alsidighed, og sin evne til at skifte mellem systemer og opstillinger i forskellige turneringer og undervejs i kampene.