Tuchel inspireres af Real Madrids attitude: Vil have den i PSG
Foto: Getty Images
Champions League

Tuchel inspireres af Real Madrids attitude: Vil have den i PSG

Thomas Tuchel vil forsøge at give sit Paris Saint-Germain-mandskab den samme tro og attitude som de tredobbelte Champions League-mestre, Real Madrid.

Paris Saint-Germain indleder deres jagt på Champions League-trofæet tirsdag, når de gæster Liverpool.

Den franske storklub er ikke nået længere end kvartfinalen i løbet af de forgangne fem sæsoner, og det er den nye cheftræner, tyske Thomas Tuchel, blandt andet blevet hentet ind til at gøre. Og han vil hente inspiration fra Real Madrid, der har vundet turneringen de seneste tre sæsoner.

Spanierne er nemlig altid overbeviste om, at de kan vinde kampen, uanset hvem modstanderen er. Og den attitude vil Tuchel have banket ind i Paris Saint-German-holdet, fortæller han til L’Equipe ifølge Football Espana.

- Real Madrid spiller altid på en måde, hvor de er overbeviste om, at de kan vinde Champions League. De har en generation, der ved, hvordan man kan vinde de store kampe. De ved, hvordan man skal modstå presset.

- Sidste sæson blev Real Madrid næsten slået ud i kvartfinalen og ligeså i semifinalen, men i sidste ende vandt de. Den attitude er noget, jeg vil have på vores hold, fortæller Tuchel.

Tuchel mener, at det blandt andet var Real Madrids attitude, der sikrede dem en samlet 5-2-sejr over netop Paris Saint-Germain i ottendedelsfinalerne i sidste sæson.

- Hvis man i det første opgør mod Real Madrid fortjener at vinde og er tæt på, men i sidste ende tillader tre mål, er det svært. Jeg så det andet opgør med min trænerstab, og man følte ikke, at PSG var helt overbevist om, at de kunne vinde den, i modsætning til mange af Real Madrid-spillere, lyder det fra tyskeren.

Paris Saint-Germain møder Liverpool tirsdag klokken 21.00. De er også i gruppe med Napoli og Røde Stjerne.