Video : Tipsbladet
Champions League

United-helt: I kan ikke forestille jer stemningen i omklædningsrummet

Manchester Uniteds målscorer til 1-1, Juan Mata, er ovenud lykkelig for sejren over Juventus og spår nu englænderne gode chancer i gruppespillet med to runder igen.

Manchester United-manager José Mourinho er blevet kritiseret meget i de seneste måneder, men dobbeltindskiftningen af Juan Mata og Marouane Fellaini med ti minutter igen af udekampen mod Juventus onsdag aften var tæt på at være en genistreg. 

United var nede med 0-1, men blot seks minutter efter indskiftningen udlignede Juan Mata på direkte frispark og i de døende sekunder var Marouane Fellaini involveret, da Manchester United fremprovokerede et selvmål og dermed stjal alle tre point i Torino, efter at de i store dele af kampen blev udspillet af Juventus. 

Den indskiftede spanier fortæller følgende om sit udlignende frisparksmål:

- Da vi fik frisparket, vidste jeg, at det skulle jeg sparke. Jeg fortalte Ash (Ashley Young red.), at jeg ville sparke, og at jeg kunne få den over muren. Det er svært for målmanden, fordi han ikke kan se meget, når muren er så tæt på. 

- Så jeg prøvede at gøre det samme, som jeg gør til træning. Det var en vigtig scoring, fordi vi senere kom på 2-1. Jeg tror, at hvis man tager kampens betydning og hele atmosfæren med, er det nok det bedste mål, jeg nogensinde har scoret, fortæller Juan Mata til Manchester Uniteds hjemmeside.

Sejren betyder meget for United, der nu er kommet et stort skridt tættere på avancement fra Champions League-gruppespillet. Samtidig blev det udskældte Manchester-mandskab det første til at slå stærke Juventus i denne sæson, og det kan give holdet et boost:

- Det er fodbold, og når man har to farlige frispark, handler det om at få det maksimale ud af dem. Det gjorde vi i de sidste fem minutter, og det gav en helt utrolig følelse bagefter. Det er en kæmpe triumf for os at kunne tage tilbage til Manchester med tre point efter den her kamp. Selv hvis de har chancer og presser på, handler det simpelthen bare om at holde sig selv i live.

- Man skal tage de chancer, man får, og det gjorde vi i dag. I kan slet ikke forestille jer, hvordan stemningen er i omklædningsrummet lige nu. Vi er så glade, og det er jeg sikker på, at de medrejsende fans også er. De vil nok tage hjem til Manchester med et smil på læben ligesom os, lyder det fra Mata.

Manchester United har nu syv point efter de første fire runder i gruppespillet, inden at de møder Young Boys og Valencia i de næste runder. Nærmeste forfølgere er Valencia, der kun er to point efter, så intet er afgjort endnu:

- Vi har to kampe tilbage. Vi skal spille mod Young Boys hjmme, hvor vi vil give alt for at få tre point, og så skal vi til Valencia. Det bliver en speciel kamp for mig, ligesom det var en speciel kamp for Paul (Pogba red.) i dag. 

- I dag var et stort skridt, men det er ikke afgjort endnu, siger Juan Mata.

Manchester Uniteds næste kamp er endnu en stor af slagsen. På søndag gæster de nemlig lokalrivalerne fra Manchester City i den engelske Premier League.