Video : Tipsbladet
Champions League

Valverde advarer: Samme situation som mod Roma

Ernesto Valverde glæder sig over 3-0 sejren over Liverpool, men han advarer ligeledes om, hvordan det gik galt sidste år.

Barcelona sikrede onsdag aften sig et fremragende udgangspunkt i Champions Leagues semfinaler, da de vandt det første opgør mod Liverpool med 3-0. Lionel Messi var kampens helt store oplevelse, hvor han blandt andet noterede sig for et vanvittigt frisparksmål.

Og selvom udgangspunktet inden returen er fremragende for spanierne, så advarer træner Ernesto Valverde både om Liverpools kvaliteter, og hvad der skete i sidste sæson mod AS Roma.

- De havde store muligheder. De havde både et skud på stolpen og en friløber mod Ter Stegen. Det var en kamp, hvor de tog kontrollen ind i mellem, og det var ved at koste os. Vi tog sejren mod et meget stærkt hold. Men det er samme situation som sidste år, hvor vi også førte med tre mål mod Roma, sagde Valverde efter kampen til Movistar+.

Selvom Ernesto Valverde er vant til Lionel Messis genialiteter, så bliver han stadig forbløffet en gang i mellem.

- Vi ved, hvad Leo står for, og hvad han kan, men han bliver bare ved med at overraske os. Han har ført os til det sted, vi er nu - på kanten til finalen, men vi mangler stadig returopgøret, siger Ernesto Valverde. 

Der er returopgør på Anfield på tirsdag.