Video : Tipsbladet
Champions League

Van Dijk slår Messi og Ronaldo: Kåret til årets spiller i Champions League

Årets spiller i Champions League er fundet, og denne gang gik prisen hverken til Cristiano Ronaldo eller Lionel Messi. Det blev nemlig Virgil Van Dijk, der modtog den prestigefyldte hæder.

Torsdag aften blev der trukket lod til denne sæsons Champions League-gruppespil. I forbindelse med lodtrækningen blev sidste sæsons Champions League også afrundet med forskellige kåringer. 

Her var Cristiano Ronaldo og Lionel Messi endnu en gang i fokus, da de to stjernespillere begge var nomineret til priserne som årets angriber og årets spiller i sidste sæson af den prestigefyldte turnering. 

Førstnævnte pris gik til Barca-argentineren, der altså vandt den for næsen af Ronaldo og Sadio Mane. 

Herefter var prisen som årets spiller så tilbage, og her var Messi og Ronaldo som sagt nomineret igen. Det blev dog ingen af de to spillere, der endte med prisen. I stedet løb Virgil Van Dijk med titlen. Og det var noget, som hollænderen var meget stolt af. 

- Først og fremmest vil jeg gerne takke alle mine holdkammerater. Uden dem ville jeg ikke stå her med denne pris. Jeg er meget stolt af, at jeg har vundet dette trofæ, og jeg vil meget gerne takke alle dem, der har hjulpet mig på vejen, sagde han efter prismodtagelsen. 

Virgil Van Dijk er den første forsvarsspiller i historien til at modtage prisen.