To vanvittige Bale-scoringer sikrer Real Madrid Champions League
Foto: Getty Images
Champions League

To vanvittige Bale-scoringer sikrer Real Madrid Champions League

Med et saksespark og et langskud sørgede Gareth Bale for, at Real Madrid vandt med 3-1 over Liverpool i Champions League-finalen.

Real Madrid ejer Champions League. For tredje sæson i træk og for 13. gang i alt vandt den spanske hovedstadsklub turneringen, da det blev til en 3-1-sejr over engelske Liverpool med Gareth Bale som matchvinder med to i sandhed vanvittige mål.

Inden der kunne findes en vinder skulle begge hold så grueligt meget igennem. Denne sæsons helt store oplevelse i Liverpool, Mohamed Salah, måtte allerede før der var spillet en halv time af kampen forlade banen med en skade. Kort efter var det Real Madrids Dani Carvajal, der måtte gå fra banen. Begge spillere var i tåre, og særligt for Carvajal er også VM-slutrunden måske i fare.

I det hele taget havde første halvleg ikke meget at byde på udover en scoring fra Benzema, som blev korrekt annulleret for offside. Dermed spoler vi hurtigt videre til anden halvleg, hvor kampen virkelig livede op.

Få minutter efter pausen sendte Isco et advarselsskud på overliggeren, og så var holdene vågne. Eller næsten alle. Liverpools tyske målmand Loris Karius samlede seks minutter inde i anden halvleg bolden op, og ville sætte den hurtigt i gang. På en eller anden måde havde han overset Benzema, som stak benet frem og prikkede bolden i mål.

Bare fire minutter efter fik Sadio Mané bragt balance i regnskabet,da han scorede efter et hjørnespark. Den glæde varede dog ikke længe. Få minutter efter kom Gareth Bale på banen, og kort efter leverede waliseren et drømmemål af de helt store.

Marcelo havde bolden på venstresiden, hvorefter han lagde den ind i feltet til Bale, der var kommet en smule foran bolden. I stedet for at lade den gå videre, så drejede han sig rundt og klaskede bolden i netmaskerne med et saksespark.

Bale var dog langt fra færdig med at imponere. Med syv minutter tilbage af den ordinære spilletid lukkede han Champions League-finalen med et skud meget langt udefra. Karius havde allerede stillet sig i vejen, men da han skulle håndtere bolden gik læderkuglen i stedet i mål, da tyskeren tabte den.

Dermed fik Bale sat en tyk streg under, hvor vigtig han er for Los Blancos, og den kongelige, spanske klub kunne løfte trofæet efter en dramatisk aften med flere tragedier.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.