Landshold

FCN og FCM sendt hjem

Begge danske deltagere er ude af Viareggio Cup. FC Midtjylland rejser hjem som ubesejrede

Ingen af de to danske deltagere ved den prestigefyldte internationale talentturnering Viareggio Cup formåede at spille sig videre fra deres indledende puljer. Både FC Midtjylland og FC Nordsjælland kan nu sætte kursen hjemad fra Italien.

FC Midtjylland blev sendt ud selv om man gik ubesejret igennem de tre kampe. I den tredje blev det 1-1 mod Roma med U/18-landsholdsspilleren Marco Larsen som målscorer. En sejr og to uafgjorte kampe rakte til en andenplads i puljen, men pointtallet fem var ikke nok til at komme videre som en af de bedste to'ere.

FC Nordsjælland kunne med en sejr i sidste kamp have sikret avancement, men det blev et klart nederlag på 0-3 til gruppefavoritten Genoa, der er blandt turneringens samlede favoritter. Nordsjællænderne stillede med næsten et rent U/19-hold i den sidste kamp. Andreas Laudrup rejste hjem efter de første to kampe for at være klar til søndagens superligatræningskamp mod SønderjyskE i Frederikssund.

FCN slutter på en sidsteplads i gruppen med et point. Sammen med Genoa går Parma videre fra andenpladsen. Blandt de klubber, der er slået ud af Viareggio Cup sammen med de to danske er også sidste års vinder fra Juventus.