Landshold

Leon Andreasen vil tilbage på landsholdet

Danmark kan se frem til forstærkning i VM-kvalifikationen. Rammer Leon Andreasen formen i Hannover, regner han med snart at være tilbage i nationaldragten.

EM er slut for Danmark, og forberedelserne til VM-kvalifkationen kan så småt begynde. Allerede den 8. september går det løs i hjemmekampen mod Tjekkiet i en kamp, hvor Danmark formentlig må undvære Nicklas Bendtner, der er blevet idømt karantæne for sit underbukse-stunt under EM-kampen mod Portugal.

Måske vil det være lidt for tidligt for Leon Andreasen at vende tilbage til landsholdet i den kamp. Han har ikke spillet en førsteholdskamp siden april 2010, men efter et hav af operationer for problemer i lår og lyske, nåede Andreasen tilbage og spillede seks kampe for Hannover 96' reservehold i efteråret. Det skaffede ham en et-årig kontraktforlængelse og et håb om at få karrieren tilbage på ret køl, og får han det, regner han også med at komme til at spille en rolle på Morten Olsens landshold.

- Jeg har ofte talt med landstræner Morten Olsen. Vi har et rigtig godt forhold. Jeg tror, at hvis jeg gør det godt for Hannover, skal jeg også nok komme tilbage på holdet under ham, siger Leon Andreasen til fodboldmagasinet

Kicker

om snakkene med Morten Olsen, der har kontraktudløb med det danske landshold efter VM i Brasilien.

Den 29-årige midtbanespiller har ikke spillet en landskamp siden 1. april 2009, hvor han var med i VM-kvalifikations-sejren på 3-0 over Albanien. Hans måske bedste landskamp var i Parken i 2007 mod Sverige, han han kom ind fra bænken efter 35 minutter og var med til at vende 0-3 til 3-3, inden Christian Poulsen mavepumpede Markus Rosenberg og en dansk fan løb på banen for at angribe dommer Herbert Fandel, der havde dømt svensk straffespark og givet Poulsen et rødt kort.