- Skal holde mig fra det defensive
Jesper Lange var involveret i alle tre scoringer, da Esbjerg onsdag aften slog FC Midtjylland med 2-1 på udebane, men selvom ulvenes reduceringsmål var et lille skår i sejrsglæden, så kunne det ikke fjerne smilet hos angriberen efter kampen, da han snakkede med Kanal 6's reporter.
- Vi spiller en god taktisk kamp og får tanket vigtig selvtillid til de kommende kampe, men jeg må nok arbejde lidt på at komme væk fra det defensive og koncentrere mig om at lave flere mål, jokede Lange, der med en skidt tilbagelægning var med i FC Midtjyllands reduceringsmål.
Jesper Lange blev dog fortjent udråbt som matchvinder, da han lagde op til 1-0 målet og scorede 2-0 målet på straffe. Sejren var Esbjergs første på udebane imod FC Midtjylland siden 2001.