Landshold

Vanvittigt: Knuste modstander 40-0

Serie 5-holdet Team Las fra BSF gennembankede deres modstander i et rent målorgie, som dommeren ville afbryde før tid.

Weekenden indeholdt som vanligt masser af spændende fodbold og resultater, men serie 5-holdet Team Las fra BSF stod alligevel for en af de mere opsigtsvækkende kampe.

Holdet vandt nemlig søndag med hele 40-0 i sæsonpremieren ude mod SB 50 Ishøj.

Team Las' Lars Klintskov siger til tipsbladet.dk:

- Den er god nok. Der er flere, der har haft svært ved at tro på, at resultatet er rigtigt, men vi vandt altså 40-0 og ikke 4-0.

- Det var ikke engang sådan, at vi scorede på samtlige af vores chancer, for der var nogle gevaldige afbrændere undervejs.

Team Las er da også langt fra som de fleste andre serie 5-hold.

- Vi er et lukket hold på 18-20 mand, hvor langt de fleste indtil for nyligt har spillet enten 2. division eller Danmarksserie-fodbold. VI har alle et tilhørsforhold til Skovlunde IF, som nu hedder BSF. VI har alle af forskellige årsager valgt at drosle fodbolden lidt ned men ville gerne bevare det sociale omkring at spille og hygge os med hinanden, siger Lars Klintskov.

Dommeren ville afbryde

Selv om styrkeforholdet var mere end ulige i søndagens kamp, blev der gået til den fra begge sider.

- Vi havde aftalt, at vi skulle blive ved med at spille, selv om vi kom langt foran, og den aftale blev holdt. Vi var foran 18-0 ved pausen men satte os selv det mål, at vi ville se, hvor højt vi kunne komme op, siger Lars Klintskov, der i kampen fungerede som assistenttræner på grund af en skade.

- Da der manglede et kvarter af kampen, kom dommeren ud til mig og spurgte om ikke bare han skulle fløjte kampen af. Stillingen var vist 32-0, men da havde vi sat os et mål om at nå de 40 scoringer, så vi ville gerne spille helt færdig. Jeg tror der manglede et par minutter af kampen, da vi nåede de 40 mål.

- En af vores spillere scorede 11 mål, og der var kun en af vores spillere, der ikke kom på måltavlen.

- Men samtidig må jeg give  stor cadeau til modstanderne, der også blev ved med at spille. Der var ikke noget med, at de slog op i banen, eller blev meget frustrerede, hvilket der ofte nok kan være tendens til, når kampen udvikler sig sådan, siger Lars Klintskov, der dog også var med til at håne en af holdkammeraterne efter kampen.

- Der blev lavet en gevaldig tunnel på en af vores spillere, som selvfølgelig derfor blev kåret til kampens dårligste, siger han.

Flere tæsk i vente til modstandere

Team Las er nu i gang med at undersøge, om 40-0-resultatet er godt nok til officielt at blive rekord, men under alle omstændigheder har holdet nu fået personligt mål at gå efter.

- Vi vil da gerne se, om ikke vi kan vinde endnu større, men nu må vi se, hvordan de næste kampe forløber. Det kan da godt være, at motivationen ikke bliver ved med at være lige så høj, som i den første kamp.

Lars Klintskov lægger ikke skjul på, at holdet egentlig gerne ville have spillet i en højere række, men da holdet er lukket, ville bestyrelsen i BSF ikke gå med til at Team Las blev placeret højere, da det ville kunne medføre interne problemer i forhold til de eksisterende senior-hold.

- Nu tager vi denne sæson som en oplevelse og evaluere så på, hvad vi gør, siger Lars Klintskov.

En af overvejelserne omkring det lukkede hold var at stifte deres egen klub, men tilhørsforholdet til Skovlunde og BSFG gjorde, at man i stedet samlede sig her.

Ikke overraskende ligger Team Las nummer 1 i Serie 5 pulje 9 og målsætningen for sæsonen er helt klar.

- Vi går bestemt efter at rykke op, siger Lars Klintskov.

Det skal i kommende spillerunde gå ud over FC Vallensbæk, der i sæsonpremieren tabte 3-7 hjemme til Hundige BK.