Landshold

VM-trup uden kaniner

OB'er, AaB'er og FC Nordsjælland-spiller supplerer de 18 EM-navne til U/17-landsholdets VM

Det er en VM-trup uden overraskelser, som U/17-landstræner Thomas Frank har valgt til slutrunden i Mexico, hvor Danmark deltager for første gang og er kommet i en dynamit-pulje mod Brasilien, Elfenbenskysten og Australien.

Der er genvalg til de 18 spillere, der var med til EM i Serbien. Derudover er udtaget yderligere tre, da VM-truppen må bestå af 21 i alt: OB-målmand Casper Radza bliver som ventet tredjekeeper, mens de to ekstra markspillere er venstre back'en Jacob Laursen AaB samt angriberen Kristian Lindberg fra FC Nordsjælland.

Jacob Laursen kom i truppen til Eliterunden i Grækenland fordi Lindberg måtte melde fra med en skade. Da Lindberg heller ikke var klar til EM-slutrunden, kom HB Køges Lee Rochester Sørensen med her som "kanin", og han har beholdt sin plads.

De 21 i VM-truppen:

Målmænd: Oliver Korch (FC Midtjylland), Christian Schultz (Silkeborg), Casper Radza (OB).

Forsvar: Frederik Holst og Riza Durmisi (Brøndby), Nicolai Johannesen (Lyngby), Mads Aaquist (FC København), Derrick Nissen og Patrick Jensen (Vejle), Jacob Laursen (AaB).

Midtbane: Christian Nørgaard (Lyngby), Patrick Olsen (Brøndby), Lasse Viigen Christensen (FC Midtjylland), Pierre Emil Højbjerg (Brøndby).

Angreb: Lucas Andersen (AaB), Viktor Fischer (FC Midtjylland), Kenneth Zohore og Danny Amankwaa (FC københavn), Yussuf Poulsen (Lyngby), Lee Rochester Sørensen (HB Køge), Kristian Lindberg (FC Nordsjælland).