Dansk Evian-keeper: Jeg har vist min styrke
Illustration
Generelle

Dansk Evian-keeper: Jeg har vist min styrke

Jesper Hansen glæder sig over en sæson med personlig succes i Evian. Men der var modgang undervejs.

Det har været en sæson med op- og nedture for den danske Jesper Hansen, der snart kan se tilbage på sin første sæson i den franske Ligue 1-klub Evian. 

Hansen kom til Evian sidste sommer og fik godt med spilletid i efterårssæson, indtil han i forbindelse med vinterpausen blev sat af holdet. Herefter fulgte et par måneder uden spilletid på førsteholdet, men i de seneste par måneder har han atter været mellem stængerne på det franske hold. 

Dermed kan Jesper Hansen slutte sæsonen af som førstemålmand i to afgørende skæbnekampe, hvor Evian kæmper for overlevelse i Ligue 1. 

- Det har været en udfordring at prøve at komme et nyt sted hen, men det er gået godt indtil videre. Der var en periode lige efter nytår, hvor jeg ikke spillede så meget, men jeg kom tilbage og har været en del af holdet, så jeg kan se tilbage på en god sæson, hvor jeg håber på en god afslutning med overlevelse, siger Jesper Hansen til tipsbladet.dk. 

I Danmark var Jesper Hansen en succesfuld målmand i FC Nordsjælland, hvor han var ubestridt førstevalg, men i denne sæson har han skulle kæmpe med modgang i Evian-målet. Han ser dog tilbage på sæsonen med glæde. 

- Efter vinterpausen spillede jeg kun en enkelt pokalkamp de første par måneder, og det var selvfølgelig hårdt ikke at være med, men træneren valgte anderledes. Jeg måtte bare klø på til træning, og jeg vandt pladsen tilbage. Jeg er stolt over, at jeg har vist styrken til at gøre det og arbejde mig tilbage. Jeg ser det som en af mine styrker at være god i morgang, og jeg er glad for, at jeg har kunne kæmpe mig tilbage i min første sæson i udlandet. Det er positivt, siger han. 

Jesper Hansen har derfor ikke fortrudt, at han i sommer tog springet fra fredeligheden i Farum til eventyret i Evian. 

- Jeg havde længe håbet på at komme af sted, og det var det rigtige tidspunkt, så jeg har ikke fortrudt noget. Tværtimod. Vi kæmper godt nok i bunden af ligaen nu, men personligt er det gået godt. Efter jeg er kommet tilbage på holdet, har pilen peget opad, og jeg har spillet mig godt op. Det er gået godt, og jeg glæder mig til at slutte godt af i de sidste to kampe, siger Jesper Hansen. 

Netop de to sidste kampe har stor betydning for Jesper Hansen og Evian. Klubben har ét point ned til Sochaux under nedrykningsstregen, og de to klubber mødes i sidste spillerunde. Dog kan Evian sikre sig et godt udgangspunkt ved at besejre Nice i den kommende spillerunde, hvor Sochaux samtidig møder Rennes. 

- Vi har gode kort på hånden. Vi har et point ned til Sochaux, så dem skal vi holde øje med, men vi kan selv afgøre det. Vi skal vinde over Nice på lørdag og håbe på, at Sochaux snubler, så vi undgår en finale i sidste spillerunde på udebane mod dem. Vi sætter alt ind på at klare det selv, og alle er opsat på at sikre en sejr, siger Jesper Hansen.