OB-stopper: Tidligere scorede Brøndby på chancerne
Fra 2002 til sommeren 2006 skulle Anders Møller Christensen holde styr på landsholdsspillere som Johan Elmander, Morten Skoubo, Thomas Kahlenberg og Mattias Jonson, når han og Esbjerg fB spillede mod Brøndby.
Siden skiftet til OB har Anders Møller Christensen i tre kampe mod Brøndby været med til at holde nullet to gange, og selvom midtforsvareren ikke vil lave direkte sammenligninger mellem de nuværende og tidligere Brøndby-angribere, kan han godt mærke, at Brøndby for tiden ikke er kørende oppe foran.
- Jeg vil ikke sige, deres tidligere angrebsspillere var bedre. Martin Ericsson ligger lige bagved angriberne og laver mange gode ting, og jeg synes, de skaber rimelig mange chancer. De er bare ikke heldige med afslutningerne for tiden. Når der først kommer hul på bylden, kan de sagtens komme til at score mange mål. Men tidligere scorede Brøndby på deres chancer, siger Anders Møller Christensen til forza.dk.
Brøndby kom ikke til mange farlige afslutninger i onsdagens pokalkamp, hvor kantspilleren Thomas Rasmussen endnu en gang var vikar for de mange skadede Brøndby-angribere. Ifølge Anders Møller Christensen arbejdede Thomas Rasmussen godt for sagen, men den tidligere Esbjerg-forsvarer kunne sagtens se, Thomas Rasmussen er vant til at spille på en anden plads.
- Han prøver sit bedste, men det er selvfølgelig uvant for ham, når der kommer høje bolde op imod ham, som han skal vinde i duel med mig og Ulrik (Laursen, red.). Han er bedre ude fra fløjen, hvor han kan lave dybdeløb, siger Anders Møller Christensen til forza.dk.