Bundesliga

Røll: FCM spiller det flotteste bold

Thomas Røll er så småt ved at komme tilbage efter sin langtidsskade, men erkender at det kan blive svært at komme på succesholdet, der i øjeblikket spiller det bedste bold i SAS ligaen.

Den tidligere FCK- og landsholdsspiller Thomas Røll har indtil videre ikke kunnet bidrage til FC Midtjyllands pointhøst i SAS ligaen på grund af skader.

Senest har en akillesseneskade holdt Røll ude, og han regner ikke med at komme i aktion for Ulvene i efteråret.

- Jeg er slet ikke oppe i omdrejninger og slet ikke i form til at tage kampen op om en plads på holdet. Jeg er ved at komme tilbage efter skaden, og jeg regner med at spille de to sidste andetholdskampe i sæsonen. Så håber jeg at kunne være med til den normale træningsopstart til vinter, siger Thomas Røll til forza.dk.

Thomas Røll var udset til at være en væsentlig forstærkning til midtjydernes midtbane, men han erkender at det kan blive svært at spille sig på hold, så godt som FC Midtjylland spiller nu.

- Vi spiller fremragende, og det er dejligt, at klubben har så store ambitioner. Jeg tror faktisk, at FC Midtjylland er det hold, der spiller det flotteste fodbold i Danmark lige nu, siger Thomas Røll.