Bundesliga

Stuttgart vil betale for at slippe af med Jon

Ifølge Forzas pressekilder i Tyskland er VfB Stuttgart parat til at tage utraditionelle metoder i brug for at komme af med Jon Dahl Tomasson.

Selvom Jon Dahl Tomasson for nylig erklærede sin vilje til at blive i Stuttgart, er landsholdsspillerens dage i den tyske klub nok alligevel talte. Sådan lyder i hvert fald meldingen fra Tyskland.

Ifølge sportsjournalist Frank Ernst, der i mange år har dækket Stuttgart for Bild Zeitung, er der i hvert fald ingen tvivl. Tomassson vil blive afhændet snarest. Koste hvad det vil.

- Jeg er 100 procent sikker på, at Stuttgart vil forsøge at sælge Tomasson i vinterens transfervindue, siger sportsjournalist Frank Ernst til Forza.

- Jeg ved, at Stuttgarts ledelse nu endda drøfter muligheden for at yde et tilskud til hans løn som et led i kontrakten med hans næste klub, så de lettere kan slippe af med ham, lyder vurderingen fra Bild-journalisten, der netop fremhæver Tomassons tunge løn som et af problemerne i den planlagte skilsmisse.

- Det store problem i operationen er Tomassons løn. Hans nuværende løn er der ikke mange klubber, der kan betale, så han kommer til at gå ned i løn, hvis han vil væk, mener Frank Ernst, der også kan sætte tal på danskerens indtjening.

- Han er den absolut bedst lønnede spiller i Stuttgart med en årsløn på omkring 4-5 millioner Euro. Det er cirka dobbelt så meget som portugiseren Fernando Meira på andenpladsen. Tomasson får altså top-løn, men leverer ikke en top-indsats, og det har gjort ham upopulær blandt fansene.

LÆS HELE DET STORE TEMA OM JON DAHL TOMASSONS PROBLEMER I STUTTGART I DET NYE NUMMER AF FORZA ELLER DOWNLOAD DEN DIGITALE UDGAVE AF FORZA ANDETSTEDS HER PÅ SITET