EM

15 EM-tjek: Stjernen, kometen og håbet

Få her et varsel om styrkerne og forventningerne hos alle Danmarks konkurrenter ved EM.

Vincent Duluc, L'Equipe

Hvad er forventningerne til Frankrig?
»Forventningerne er generelt set ikke så store. I de sidste to slutrunder i 2008 og 2010 har holdet ikke klaret sig godt, så det bliver en forbedring, hvis de vinder et par kampe i gruppespillet. Jeg tror, at folk vil være tilfredse, hvis de kommer videre fra gruppen, fordi selv om det har været skidt til de sidste turneringer, har det set ok ud resultatmæssigt gennem den seneste tid - især i kvalifikationen. Folk håber på dem, men sigter ikke højere end en kvartfinaleplads.«

Hvem er holdets profil?
»Det er Karim Benzema uden tvivl. Han har gjort det fint for Real Madrid i denne sæson, men det er første gang, at han kommer til at spille så central en rolle på landsholdet, som han uden tvivl får til sommer. Så der er massiv fokus på ham. Han skal vise, at han kan stå for presset, for han er den helt klare profil i angrebet, da man ikke kan tillade sig at forvente sig for meget af de øvrige angribere. De har simpelthen ikke erfaring nok.«

Hvem er en potentiel komet?
»M'Vila har et stort potentiale, og vi er i Frankrig ret sikre på, at han skal spille i Arsenal i næste sæson. Han er meget klog, stærk teknisk og nu får han også erfaring. Ellers er Olivier Giroud et godt bud. Han kan få en karriere som Drogba - de er lidt samme type. De kan spille alene i angrebet og stadig skabe noget, så jeg vurderer, at Giroud kan blive en stor angriber i de næste fem-seks sæsoner, selv om han formetlig kun bliver indskifter til sommer.«

Nyt EM-tjek på næste side