• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
EM Sebastian Stanbury

Jubilæum: Danmarks første slutrunde-sensation

Jubilæum: Danmarks første slutrunde-sensation
Ole Madsen og Valentin Ivanov hilser inden EM-semifinalen i 1964. Foto: Polfoto

Det er i dag 50 år siden, at det danske fodboldlandshold spillede sin første slutrunde-semifinale efter et usædvanligt lodtrækningsheld og med en dansk verdensstjerne fra 3. division på holdet.

Af Sebastian Stanbury

Midt i den massive VM-fokus er det værd at huske på, at det i dag 17. juni er præcis 50 år siden, at det danske fodboldlandshold fr første gang markerede sig stærkt ved en stor slutrunde.

Bragt i Tipsbladets EM-magasin i 2012.

Amatørerne drog til EM

I 1964 kvalificerede Danmark til slutspillet om Europamesterskabet i fodbold. Det var en stor ting, for det var første gang et dansk landshold var med ved en af de store slutrunder – og der skulle gå 20 år, før det skete igen. Alligevel snakkede man mere om en kamp, der blev spillet efter slutrunden – og om de spillere, der ikke var med.

Kendisserne væltede til København i sommeren 1964.

4. juni gav The Beatles to intense koncerter i KB Hallen, hvor de engelske superidoler foran i alt 8800 publikummer kæmpede med skrigende teenagetøser om at nå højest på decibelmåleren. Det var den eneste gang, de britiske superstjerner besøgte Danmark.

Godt to uger senere fik den danske hovedstad så besøg af Østblokkens overhoved med frue. Nikita og Nina Khrusjtjov besøgte blandt andet Danmarks Kommunistiske Partis lokaler og spiste til middag med Jens Otto Kragh og Helle Virkner i statsministerparrets bolig på Egernvej 61 på Frederiksberg. Det var dengang, hvor den danske efterretningstjeneste stjal Khrusjtjovs afføring for at undersøge Sovjet-chefens helbred, men det er en helt anden historie.

Khrusjtjovs besøg var kulminationen på en stjerneregn, der begyndte allerede 20. maj. DBU fyldte 75 år og fejrede sig selv med en gallamiddag samt en showkamp i Idrætsparken mellem Norden og et udvalgt europæisk hold.

Store dele af Europas fodboldelite var samlet i København i de dage. Fra Storbritannien kom Jimmy Greaves, Bobby Charlton og Denis Law på besøg, russiske Lev Jasjin stod på mål for Europa-holdet og Portugals sorte perle Eusebio var også i Danmark for at imponere med sit elegante fodboldspil. To dage før kampen trak alle de udenlandske stjerner i DBU-dress og trænede i Idrætsparken.

”Kunne du ikke bruge et par stykker af dem i Spanien?” spurgte Ekstra Bladet den danske landstræner Poul Petersen, kaldet ”Europa Poul” fordi han tilbage i fyrrerne selv havde fået den store ære at spille på et udvalgt europæisk hold i en opvisningskamp.

”Når de alligevel er i klunset, så giv mig syv. Nej, giv mig ni, så er jeg helt rolig!” svarede Europa Poul bramfrit.

Sagen var nemlig den, at Poul Petersen stod over for at skulle udtage det landshold, der i juni skulle dyste om Europamesterskabet i Spanien - European Nations' Cup, som turneringen hed oprindeligt. Dengang blev slutrunden afviklet efter et knock-out-system, hvor kun semifinaler og finale blev afviklet på én gang. Nu havde Danmark kvalificeret sig til semfinalen mod Sovjetunionen, men man forstår, hvorfor den danske landstræner gerne ville have lidt hjælp fra d'herrer Greaves og Eusebio. Han måtte nemlig ikke få lov til at udtage de bedste danske spillere.

Verdens bedste kunne ikke komme på holdet
Det var dengang, at Danmark stadig hævdede amatøridealet på landsholdet. Alt hvad der mindede om professionelle spillere var bandlyst fra at spille på landsholdet, og det betød, at Poul Petersen slet ikke kunne stille så stærkt et hold, som det egentligt var muligt.

Særligt kraftigt glimrede fraværet af Harald Nielsen. Den 22-årige frederikshavner var på toppen af sin karriere og var i 1964 en af verdens største fodboldstjerner. Han førte sit italienske hold Bologna til et sensationelt mesterskab og blev for andet år i træk topscorer i den benhårde italienske liga. Da han havde scoret i den afgørende titelkamp mod Inter, udtalte Inters præsident Angelo Moratti: ”Jeg vil købe ham med det samme, hvis jeg kan få løst ham fra hans kontrakt i Bologna. Danskeren er uden diskussion verdens bedste centerforward i dag!”

Det var altså en superstjerne og en kæmpe profil, som Danmark frivilligt valgte fra og dertil kom alle de andre udlandsproffer, som ligeledes var udelukket fra landsholdet – blandt andre Atalantas Flemming Nielsen og en række profiler fra den skotske klub Morton. I stedet  måtte Danmark nøjes med spillere fra den hjemlige liga, og det forstod man ikke helt ude i Europa.

Et par uger efter showkampen i Idrætsparken, hvor Europa slog Norden med de danske spillere med sikre 4-2, begyndte træningskampene frem mod slutrunden i Spanien.

Der var ikke tale om kampe mod stærke europæiske landshold i stedet. I stedet spillede landsholdet mod diverse klubhold i ikke-tællende kampe. Holdet slog blandt andet AB 4-3 og spillede 1-1 mod det tyske Oberliga-hold Kaiserslautern. De tyske modstandere var chokerede over det danske hold.

”Var det holdet, der skal spille mod Sovjet i Nations Cup, vi mødte? Hvor var Harald Nielsen fra Bologna, og hvor var den anden Nielsen, der også er i Italien? Skal de da ikke med? Hvis Danmark ikke har et bedre hold end det, vi har mødt her til aften, har det ikke en mikroskopisk chance for at give Sovjet kamp,” udtalte Kaiserslauterns midterforsvarer Dieter Pulter til Århus Stiftstidende.

Sverige var med alle sine professionelle spillere blevet slået ud af Nations Cup i kvartfinalen af de sovjetiske statsamatører, og den svenske journalist Thure Isacson vurderede over for Ekstra Bladet de danske chancer mod russerne: ”De rød-hvide har én chance ud af 100 for at vinde.”

Storpolitik og svineheld
Det var et svineheld af dimensioner, der gjorde, at Danmark overhovedet havde nået semifinalerne i en turnering, hvor snesevis af stærkere landshold var røget ud længe forinden. Aldrig hverken før eller siden har et hold været så heldige med lodtrækningen i en stor international turnering.

I første runde mødte Danmark Malta. Dengang som nu var ø-staten en miniput i fodboldsammenhæng, og over to kampe, der blev spillet i sommeren 1962, vandt Danmark med 9-2 – 6-1 i Idrætsparken og 3-1 på udebane i Malta.

I næste runde mødte Danmark det ekstremt lukkede og kommunistiske Albanien. Heller ikke Albaniens landshold var noget at tale om, og det var da også kun fordi, albanerne aldrig var kommet i kamp, at de klarede sig forbi første runde.

Albanien og Grækenland havde trukket hinanden, og det var en politisk betændt kamp. I forbindelse med Albaniens uafhængighedserklæring i 1912 følte Grækenland sig snydt for en række landområder, og de to nationers forhold var derfor uhyre dårligt igennem næsten hele det 20. århundrede. Som følge deraf nægtede det græske landshold at spille i Albanien, der derfor gik videre til anden runde mod Danmark uden kamp.

Endnu engang klarede Danmark sig videre uden de helt store problemer. Foran cirka 26.000 tilskuere vandt Danmark den 29. juni 1963 4-0 over Albanien, og så gjorde det mindre, at holdet fire måneder senere tabte returkampen med 1-0. Danmark var klar til kvartfinalerne.

Her var modstanderen helt sensationelt Luxembourg.  Miniputnationen havde været heldig i lodtrækningen til første runde, hvor de sammen med Østrig og Sovjetunionen fik lov at sidde over. I anden runde skulle Luxembourg møde storebror Holland, og luxembourgerne havde allerede givet op på forhånd. De solgte hjemmebanerettighederne til den første kamp til Holland, men formåede alligevel at klare 1-1 på det olympiske stadion i Amsterdam. I returkampen, der denne gang blev spillet i Rotterdam, vandt de så sensationelt med 2-1, selvom målmand Nicolas Schmitt spillede med en skulder, der var gået af led!

Danmark havde også sine problemer med Luxembourg i kvartfinalerne, der blev spillet i december 1963. Først blev det 3-3 i Luxembourg i en kamp, hvor Danmark var bagud 1-0 og 2-1. Hjemme i Idrætsparken var der så lagt op til en afklapsning af de undertippede luxembourgere, men de klarede 2-2 på et mål seks minutter før tid.

Dermed skulle der en tredje kamp til, og efter 270 minutters fodbold kunne Danmark så endelig besejre miniputterne. På neutral grund i Amsterdam foran bare 5000 tilskuere vandt Danmark 1-0 i en kamp, der blev spillet 18. december i et hollandsk vintervejr.

Verdensstjernen fra 3. division
Det var én spiller på det danske landshold, der havde vist vejen mod Luxembourg. I de tre kampe mod miniputnationen havde angriberen Ole Madsen simpelthen scoret samtlige seks danske mål og nærmest egenhændigt sørget for kvalifikation til slutspillet. Han endte da også med at blive topscorer for den samlede turnering med hele 11 mål.

1964-landsholdet rummer ikke mange navne, der i dag er kendt af den brede offentlighed. Det et hold uden den helt store star quality, og det var ikke spillere, hvis karrierer tåler sammenligning med store danske landsholdsprofiler fra generationerne før og efter. Undtagelsen var Ole Madsen, der i dag mest er kendt for sit hælmål mod Sverige i 1965, men som gennem en årrække var en angriber i international klasse. Med sine 42 mål i 50 kampe ligger nummer han nummer fire på alle tiders danske topscorerliste, kun overgået af Jon Dahl Tomasson, Poul ”Tist” Nielsen og Pauli Jørgensen.

Historien om Ole Madsen er også historien om en helt anden tid i dansk fodbold. Selvom han i 1960'erne var det danske landsholds største stjerne, nåede han aldrig at spille en kamp i den bedste danske række. Han spillede for HIK, og i al den tid Ole Madsen var i klubben, vekslede holdet mellem at spille i den anden- og tredjebedste række. Da Ole Madsen i 1964 rejste til Spanien som anfører for det danske landshold spillede han således til daglig nede i den danske 3. division! Han var også gået glip af de danske OL-sølvmedaljer i Rom i 1960.

Madsen havde eget vognmandsfirma, og derfor meldte han gentagne gange afbud til fællestræningerne i vinteren før OL. Da en af de sidste testkampe, et opgør mellem et udvalgt hovedstadshold mod et ditto fra provinsen, skulle spilles, meldte Ole Madsen også afbud: Han skulle på bryllupsrejse.

Arbejdet fortsatte med at komme i vejen i de efterfølgende år. Natten før Nations' Cup-kampen mod Albanien i 1963 kørte Ole Madsen således rundt med jord fra vejarbejder i København og kom først i seng klokken syv om morgenen – nogle timer senere scorede han så i 4-0-sejren.

På trods sekundafodbold i det daglige, på trods problematiske arbejdstider og på trods af, at han generelt ikke var specielt glad for at træne, var han nemlig en spiller med ubestridelig klasse.

Med sine 171 centimeter så han ikke ud af meget, og han var heller ikke nogen ørn i kombinationsspillet. Men Ole Madsen havde en målnæse som få andre danskere i historien, og så var han af alle tiders barskeste landsholdsspillere. Madsen kastede sig ganske enkelt ind i alle nærkampe for at vinde bolden og skånede aldrig sig selv eller modstanderne. I den førnævnte showkamp mellem Europa og Norden i Idrætsparken tacklede Ole Madsen selveste Lev Jasjin, alle tiders måske bedste målmand, så hårdt og respektløst, at russeren måtte udgå af kampen.

”De ar, jeg har på mine ben og min krop, betragter jeg som betalingen for de mål, jeg gennem de seneste år har scoret,” skriver Madsen i sin selvbiografi.

Da Danmark samme sommer skulle møde Sverige, var det Madsen svenskerne havde øje på.

”Jeg har ikke mødt nogen, der er så lidt bange for sine egne ben,” udtalte en af de svenske landsholdsspillere, mens en svensk sportsredaktør i sin avis retorisk spurgte: ”Hvor populær er han i livsforsikringskredse?”

Udover frygtløsheden havde Ole Madsen et fantastisk antrit og en enorm hurtighed. Her havde han ligefrem en fordel af sit arbejde, skrev den tidligere landsholdsspiller Knud Lundberg i sin bog ”Nordens Mesterhold.”

”En vognmands job består jo ikke bare i at sidde og dreje på rattet, køre læsset til bestemmelsesstedet og sige værsgo'. Der skal læsses af, og der skal læsses på. Og det er tit noget med trapper. Jeg har en privat teori om, at det er de trapper – og de ting, han bærer op ad dem – der har udviklet det fantastiske antrit, han har.”

Hvis Danmark skulle kunne stille noget op mod overmagten i Spanien, skulle det komme fra Ole Madsen.

”Årets fodboldbegivenhed” først efter EM
Den dag i dag er det påfaldende, hvor lidt deltagelsen ved Nations' Cup fylder i den danske fodboldhistorie. Det var trods alt landets første slutrundedeltagelse nogensinde, hvis man ser bort fra OL, men alligevel er det som om, slutrunden er blevet glemt. Da Politiken i foråret i år bragte en artikelserie, hvor de genfortalte alle Danmarks EM-kampe, begyndte de for eksempel i 1984. Dansk fodbolds nestor Knud Lundberg ofrede i firserne heller ikke mange sider på slutrunden i sit mastodontværk ”Dansk Fodbold”, hvor han i fire bind berettede om vores nations fodboldhistorik.

Måske er det fordi, at turneringen heller ikke fyldte alverden dengang i 1964. For eksempel lød en annonce i Ekstra Bladet den 16. juni, dagen før semifinalen mod Sovjet, således:

”Fra i dag kan De få billet til årets største fodboldbegivenhed – landskampen søndag den 28. juni mod Sverige i Malmø.”

Dansk fodbold var stadig på et stadie, hvor deltagelse i de største turneringer, selv dem man rent faktisk havde kvalificeret sig til, stadig var så utopisk en tanke, at man ikke rigtigt forholdt sig til dem som en stor ting. I stedet fokuserede man stadig på svenskerlandskampene som det absolut vigtigste. Knud Lundbergs bog ”Nordens Mesterhold” fra 1963 handler, som navnet antyder, om at Danmark har vundet det interne nordiske mesterskab. Opgørene mod Malta og Albanien fra den periode nævnes også i bogen, men Lundberg gør sig dårligt nok den ulejlighed at skrive, til hvilken turnering kampene tilhører.

Således opmuntret til, at det i virkeligheden var vigtigere, at vi slog svenskerne lidt senere på sommeren, drog det danske landshold til EM. Med som et af de sidste navne kom AGF'eren Bent Wolmar. Århus Stiftstidende fortalte i 2004 den herlige beretning om, hvordan backen Wolmar kom med.

B1909'eren Leif Hartwig blev skadet lige før afrejsen. Der var afgang fra Kastrup til Spanien den 14. juni klokken 8.30 om morgenen, og dagen før forsøgte DBU at få fat i AGF'eren som gardering. Det blev AGF's næstformand Alfred Petersens job at få fat i Wolmar, fordi de boede tæt på hinanden i Grønnegade i Aarhus midtby, men hverken Wolmar eller hustruen Bente var hjemme.

”Pallesen gik ned i ismejeriet, som lå i nummer 68. Dernede vidste de alt om, hvad der foregik i gaden, og de fortalte ham, at vi var kørt på scooter til Fredericia, hvor begge vores forældre boede,” fortalte Bent Wolmar til Århus Stiftstidende.

Da backen i hjembyen Fredericias fik beskeden om udtagelsen, måtte han skaffe en taxa tilbage til Aarhus og bryde ind i AGF's sommeraflåste klubhus for at hente sine støvler, og så kunne han drage mod København og derfra videre til Barcelona.

Fodboldturisme
De første par dage i Spanien handlede ikke om fodbold. I stedet var det største samtaleemne det hotel, som de spanske værter havde indkvarteret danskerne på. Det lå i den lille by Vallvidrera, godt otte kilometer uden for Barcelona, og danskerne var ikke tilfredse med faciliteterne. Værelserne var for små og for mørke, udsigten var for dårlig, og byen var for kedelig at besøge.

”Hvad skal vi dog få tiden til at gå med heroppe, helt isoleret som vi er det fra Barcelona og storbyens oplevelser?” som Ekstra Bladet citerede en unavngiven spiller for.

De spanske medier undrede sig. Danskernes brokkerier fik mere spalteplads end det faktum, at de forsvarende europamestre fra Sovjetunionen var i landet, men Ekstra Bladets Julius Larsen, i spalterne bare kaldet ”Julle”, kunne sagtens forstå danskerne.

”Det var måske et sted passende til professionelle spillere, der kun har at lystre, men ikke svarende til danske amatørspilleres rimelige krav om den komfort og de oplevelser, som en fodboldrejse bør byde på,” skrev Julle i sin avis.

I sidste ende lykkedes det at finde et nyt hotel, ”Presidente”, i centrum af Barcelona. Der var endda en pool, som Frem'eren Kaj Hansen, formand for badeudvalget – for sådan et havde det danske landshold anno 1964 – sørgede for blev fyldt.

Generelt handlede turen om meget andet om fodbold. De danske aviser bragte masser af billeder af de danske spillere til tyrefægtning, på stranden, på natklub, på indkøbstur på Rambla'en osv. Det var en tid, hvor landsholdsture også handlede om have det sjovt og om at se verden. Politiken kaldte ligefrem landsholdet for ”de ferierende danske fodboldspillere.”

Slagteofre
Danskerne skulle dog også spille fodbold dernede. I første omgang semifinalen på  i Barcelona mod Sovjetunionen den 17. juni og derefter enten bronzekamp samme sted den 20. eller finale den 21. i Madrid.

Spillerne troede – i hvert fald udadtil – på sejren. Flere af dem skrev hjem til familiemedlemmerne i Danmark, at de fremover skulle sende deres breve til Madrid – der ville holdet befinde sig efter semifinalen. Til gengæld var det stort set kun spillerne, der troede på sejr. Alle andre var overbeviste om, at Sovjetunionen ville vinde.

”På vej til klø,” lød en overskrift i Ekstra Bladet - ”Desværre – ikke en gnist af chance,” lød en anden. ”Slagteofre” kaldte Politiken danskerne, og sådan kunne man blive ved. Sovjetunionens spillere var langt mere vant til fodbold på internationalt niveau og var både fysisk og organisatorisk på et helt andet niveau end de danske spillere.

Udover legenden Lev Jasjin talte holdet blandt andre også Valerij Voronin, der også havde været udtaget til Europa-holdet til kampen i Idrætsparken i maj måned. Han blev samme år nummer 10 i Ballon d'Or-kåringen til trods for, at han som samtlige holdkammerater spillede i klubber bag jerntæppet. Jasjin blev nummer otte.

Klokken 22.30 den 17. juni 1964 gik Danmarks EM-semifinale mod Sovjetunionen i gang. Forinden havde Spanien i Madrid slået Ungarn 2-1 efter forlænget spilletid og kvalificeret sig til finalen. Det stod hurtigt klart, at modstanderen ville blive Sovjetunionen.

De kommunistiske statsamatører var hurtige og stærkere, mens danskerne omvendt trak sig langt tilbage og forsøgte at undgå et stort nederlag. Offensiv var der stort set ingen af, kunne de danske aviser berette dagen efter. Det blev 3-0, og danskerne var aldrig i nærheden af en scoring – hvilket mødte kritik i den danske presse.

”Hvad er det for en fjollet ide at sende et hold ud i verden og give det besked om at sørge for, at nederlaget bliver så lille som muligt? Er det ikke meningen med en fodboldkamp, at man skal forsøge at vinde den?” skrev Politiken efter nederlaget.

Udover lidt ros til den godt spillede målmandsdebutant Leif Nielsen, fokuserede de udenlandske observatører mest på de spillere, der ikke var der.

”Hvad Danmark savnede i denne kamp var en målscorer som Harald Nielsen. Der findes ikke i spansk fodbold en centerforward så strålende og overrumplende i sit spil, som Harald Nielsen er det. Det er slet ikke usandsynligt, at hans deltagelse på det danske hold kunne have givet kampen et helt andet forløb,” udtalte Andres Varela, sekretær for det spanske fodboldforbund, til Ekstra Bladet.

Det gik lidt bedre i bronzekampen mod Ungarn den 20. juni. Ungarerne satte fem spillere af holdet, fordi de så det som første kamp i forberedelsen frem mod VM i England to år senere. Foran bare 4000 tilskuere på det ellers så mægtige Camp Nou kunne danskerne i langt højere grad end mod Sovjetunionen være med i kampen. Selvom Ungarn kom foran efter 12 minutter, turde danskerne spille bedre med og kom frem til flere skudmuligheder. En af hovedrollerne havde Ole Madsen. Den danske anfører driblede, trampede og løb gennem det ungarske forsvar og fik også sat en karakteristisk hård tackling ind på målmanden, der blev sendt til tælling på græsset. Ole Madsen gjorde det så godt, at en repræsentant for selveste FC Barcelona efter kampen fluks tilbød den danske angriber 125.000 kroner – dengang svarende til cirka 1,3 millioner kroner i nutidens værdi – for et år i den spanske storklub. Det sagde Madsen nej til – der skulle flere penge til at lokke ham væk fra HIK.

Det var også Madsen, der stod bag den danske udligning otte minutter før tid. Han lagde en bold til John Danielsen, der sendte den videre til Carl Bertelsen, som scorede. Det blev betød forlænget spilletid, og her rendte kræfterne ud for danskerne. Ungarn scorede to gange og vandt bronzen – Danmark måtte rejse hjem og forberede sig på kampen mod Sverige. Den blev i øvrigt tabt 4-1 i Malmø.

Et lille skridt og en enkelt stemme
Den danske deltagelse ved EM fik konsekvenser, både på internationalt plan og i Danmark.

Efter 1964 ændrede UEFA strukturen for slutrunden, der også skiftede navn fra Nations' Cup til European Championship. Nu skulle det ikke længere være tilladt at være så heldig, som Danmark havde været, så kvalifikationen til slutspillet blev afgjort via et puljespil, som vi kender det fra i dag.

Også i Danmark skete der ting og sager, for den danske præstation i semifinalen mod Sovjetunionen og det faktum, at man i bronzekampen var glade for ”bare” at have tabt efter forlænget spilletid rokkede ved amatørismen som fundament for dansk fodbold: Den pinlige chanceløshed mod Sovjetunionen fik stærke stemmer til at plædere for, at de professionelle spillere fik adgang til DBU igen.

”Nu må det være slut med at forbenede DBU-ledere betragter dansk fodbold som deres egen lille hønsegård og selv er 100 procent professionelt indstillede, hvor det gælder spillernes evne til at indtjene penge, mens de samtidig naivt forlanger en snehvid amatørisme af spillerne. Også når det gælder et Europamesterskab mod andre nationers professionelle spillere,” skrev Politikens sportsredaktør Magnus Simonsen i sin avis under overskriften: ”Nu må det være slut med hykleriet – Harald og Flemming på landsholdet”.

Også Århus Stiftstidendes sportsredaktør Knud Esmann stemte i.

”Enten må vi i fremtiden nøjes med at spille mod Estland, Færøerne og eventuelt Norge med de deraf følgende uoverskuelige konsekvenser for dansk fodbolds økonomiske grundlag, eller også må vi acceptere og udnytte de betingelser, der konkurreres på i det stærkeste selskab,” skrev Esmann.

Spillerne, ja de vidste godt, hvorfor det fejlede i slutkampene ved Nations' Cup.

”I Spanien tabte vi med 3-0 til Sovjet, men nederlaget kunne lige så godt være blevet så stort som sidste gang i Moskva, og vi spillede meget heldigt 1-1 med Ungarn, som vandt omkampen med 2-0. Men havde ungarerne haft heldet med sig fra starten, var vi også her blevet blæst ud af banen, som vi blev det i Budapest, hvor vi tabte med samme cifre som til Sovjet, nemlig 0-6. Resultater som ikke er ret morsomme at være med til at slæbe hjem i overværelse af millioner af fjernseere, resultater som kunne have været meget bedre, om vi havde samme betingelser at kæmpe under som vore modstandere,” skrev den danske EM-deltager Ole Sørensen i sin bog ”Købt ubeset”.

Overraskende nok var der kræfter i ellers så konservative DBU, der var enige. Den tidligere Milan-spiller og daværende medlem af Udtagelsekomiteen i DBU Jørgen Leschly Sørensen funderede også over, hvad Harald og co. kunne have præsteret i Spanien

”Man kan unægtelig ikke lade være med at tænke på efter sådan en kamp, at vore professionelle stjerner i udlandet ville have pyntet (…) Nå, men det er jo helt andre folk end mig, der til sin tid skal tage den beslutning, hvis den da nogensinde bliver taget. Men mon ikke de fleste har gjort sig tanker som jeg, både hernede og foran fjernsynsapparatet hjemme i Danmark?” udtalte Leschly Sørensen til Ekstra Bladet.

Dem, der skulle tage beslutningen, havde også set fodbold. Til Ekstra Bladet fortalte DBU-kasserer Leo Dannin, at et forslag ville blive fremsat på DBU's generalforsamling, så det i første omgang ville blive tilladt for ex-professionelle at spille på landsholdet. På et senere tidspunkt ville der så blive lukket op for spillerne fra udlandet.

”Det kommer vel også. Jeg tror ikke, det ville volde vanskeligheder at få indført den passus i vore spilleres professionelle kontrakter, at de til enhver tid skal stå til rådighed for kampe på det danske landshold,” sagde Leo Dannin.

Reglen om, at proffer der vendte tilbage til Danmark efter en karriere i udlandet godt kunne spille på landsholdet, blev vedtaget. Af forskellige årsager gik der yderligere fem år, før den blev brugt første gang – det var Ole Madsen, der var vendt hjem fra et udlandsophold i Sparta Rotterdam og fik comeback på landsholdet.

To år senere, i 1971, blev udlandsprofessionelle spillere så for første gang udtaget til det danske landshold. Var det ikke sket i 1964, var det utvivlsomt sket på et andet tidspunkt, men Danmarks deltagelse ved slutspillet i Nations' Cup var en af de første åbninger på vej mod nye – og mere professionelle tider – i dansk fodbold.

Året 1964 sluttede med en glædelig begivenhed. For første gang nogensinde fik en dansk spiller stemmer ved den prestigefyldte Ballon d'Or-afstemning. Det var Ole Madsen, som fik en enkelt stemme og blev en delt nummer 19 i kåringen af Europas bedste fodboldspiller. Madsen fra den danske 3. division, der med sine skæve arbejdstider mere end nogen anden symboliserede de konflikter, som de danske landsholdsspillere dengang levede under, blev vurderet til at være på linje med meganavne som engelske Bobby Moore og den argentinskfødte storspiller Omar Sivori fra Juventus. Det blev han, fordi han havde været med til at føre et hold af amatører hele vejen til slutspillet om Europamesterskabet – og trods lodtrækningsheld var det en sjælden bedrift dengang.

Superliga

Mere Superliga

Fokus