Video : Tipsbladet
EM

Dansk EM-helt bliver ambassadør for danske EM-kampe i 2020

Flemming Povlsen skal være med til at promovere Danmarks del af næste års EM-slutrunde, hvor fire kampe skal spilles på dansk grund

Når det går løs ved EM-slutrunden i 2020, bliver det en historisk begivenhed i Danmark. UEFA fejrer i 2020 60 års jubilæum for europamesterskaberne, og har i den anledning fordelt slutrunden ud over hele Europa. Her skal Telia Parken i København lægge græs til fire kampe ved slutrunden, og DBU er allerede ved at forberede sig på den store begivenhed.

Derfor har de nu udnævnt landsholdslegenden Flemming Povlsen til ambassadør for kampene. Det skriver Ritzau. Her skal europamesteren fra 1992 være med til at skabe opmærksomhed omkring det kæmpe arrangement, der for første gange tager en stor fodboldslutrunde forbi Danmark.

En af Flemming Povlsens roller bliver blandt andet at promovere det over for de mere end 1000 frivillige, der bliver brug for. Første gang ved Fodboldens Kongres, der i weekenden finder sted i Horsens.

- Både som aktiv spiller og som tv-ekspert har jeg været en del af EM på en eller anden måde siden 1988. Jeg har set, hvad der foregår ved siden af banen. Spillerne bærer det sportslige, og så er der også noget økonomi. Men de frivillige sælger på mange måder arrangementet. Det er mange frivillige, der tager imod turisterne og er en del af det, fortæller Flemming Povlsen.

Den 52-årige legende ved om nogen, hvad det betyder at deltage ved en EM-slutrunde. Det nåede han selv to gange, og i 1992 som bekendt med kæmpe succes. 

Telia Parken vil ved EM-slutrunden i 2020 lægge græs til tre gruppekampe og en 1/8-finale. Men selvom Danmark er en af arrangørerne, er landsholdet ikke automatisk kvalificeret. De skal som sædvanlig igennem en kvalifikationsturnering, som bliver indledt mod Schweiz den 26. marts.

Udover Schweiz er Danmark i kvalifikationsgruppe med Irland, Georgien og Gibraltar.