Video : Tipsbladet
EM

Dansk EM-planlægning er gang: Håber på Island og Sverige som gæster

Det tager tre år at forberede de fire EM-kampe, der skal spilles i Telia Parken til næste år. Arrangørerne håber, at København får besøg af lavrisikohold som Island eller Sverige, men forsikrer, at politiet er klar, hvis der kommer frygt for ballade.

Skrækscenariet for enhver turneringsarrangør så vi til EM i Frankrig for snart tre år siden. Dengang gik velforberedte og voldelige russiske hooligans løs på englændere i Marseilles gader, og i DBU er de opsat på, at noget lignende ikke skal gentage sig i København, når fire EM-kampe kommer til Parken næste år.

Lene Kryger står i spidsen for det hold af DBU-ansatte, der arbejder med at arrangere EM i Danmark, og hun siger til Politiken, at de fleste værtsbyer håber på at få besøg af hold som Island og Sverige, der forventes at høre til i den festlige og ikke-voldelige ende.

- Der er en stor forskel for politiet på, om det er det ene eller andet hold, der ender i vores gruppe. Men politiet har siden 2017 hjulpet med at lave planer for håndtering af forskellige fangrupper. Så får vi en højrisikokamp til København, skal der nok komme styr på det. I så fald bliver de mandsopdækket og fulgt rundt i byen, så man sikrer sig, at fangrupperne ikke støder ind i hinanden, siger Kryger til Politiken.

Lige nu er 16 mennesker beskræftiget med forberedelserne, men det tal stiger ifølge avisen inden længe til mellem 65 og 70.

EM i 2020 skal modsat sædvane spilles i 12 forskellige byer rundt om i Europa. Foruden København gælder det London, München, Rom, Baku, Skt. Petersborg, Bukarest, Amsterdam, Dublin, Bilbao, Budapest og Glasgow.

De fire opgør i Parken fordeler sig over tre gruppekampe og en enkelt ottendedelsfinale.