Emre Mor støtter Turan: Han er min bror
Foto: Borussia Dortmund
EM

Emre Mor støtter Turan: Han er min bror

Emre Mor bakker op om sin holdkammerat, Arda Turan, der fik en hel nation på nakken efter Tyrkiets EM-nederlag til Spanien.

Tyrkiet tabte fredag 0-3 til Spanien ved EM, og dermed vakler Fatih Terims tropper gevaldigt inden sidste gruppekamp mod Tjekkiet. Fodbold er som bekendt en holdsport, men da de tyrkiske tilskuere skulle udpege en syndebuk i opgøret mod Spanien, var de ikke sene til at lade frustrationerne gå ud over stjernen Arda Turan.

I det meste af anden halvleg blev der buhet gevaldigt fra det tyrkiske tribuneafsnit, når Barcelona-spilleren havde bolden, og efter kampen så man flere af de tyrkiske reserver være henne og trøste Arda Turan.

En af dem, var hurtigt ude med et krammer, var Emre Mor.

- Vi er skuffede over, at vi tabte kampen, men Spanien spillede godt. Arda er min bror og mit idol. Jeg ved ikke, hvorfor de gjorde sådan noget imod ham. Men han er en mand, der elsker sit land og vil gøre alt for det. Det tyrkiske folk har en meget emotionel tilgang, og det kommer nogle gange til udtryk på sådan en måde, siger Emre Mor til Fanatik.

Den nu tidligere FC Nordsjælland-spiller blev indskiftet i Tyrkiets første kamp mod Kroatien, mens han så hele opgøret mod Spanien fra bænken.