Ikke et sekund i tvivl: DBU-chef glæder sig over tysk EM
Foto: Jan Christensen/Getty Images
EM

Ikke et sekund i tvivl: DBU-chef glæder sig over tysk EM

Tyskland skal arrangere EM i 2024, og DBU's formand, Jesper Møller, ser allerede nu frem til en god slutrundesommer.

Det er kun 12 år, siden Tyskland var vært for en stor fodboldslutrunde, men torsdag eftermiddag tildelte UEFA Danmarks sydlige nabo endnu en af slagsen: Tyskerne får til opgave at arrangere EM i 2024.

Offentliggørelsen blev mødt med tysk glæde på pressemødet i UEFA's hovedkvarter, mens der også i Danmark er tilfredshed med valget. Eksempelvis ved DBU's formand, Jesper Møller.

- Tyskland har tidligere vist sig som et fantastisk valg til at arrangere en stor fodboldslutrunde, og derfor ser vi frem til, at tyskerne endnu engang får ansvaret og skaber en stor fodboldfest, når de i 2024 er værter for EM, siger han til dbu.dk.

Det bliver anden gang, Tyskland afholder VM, efter Vesttyskland havde æren i 1988. Det samme gjaldt VM i 1974 og (for det genforenede Tyskland) VM i 2006.

- Landet lever til fulde op til de krav, der kræves af en EM-vært, og vi er ikke et sekund i tvivl om, at det tyske fodboldforbund kan løfte opgaven på absolut tilfredsstillende vis. Vi ser frem til en god slutrundesommer i 2024 og forhåbentligt med dansk deltagelse på grønsværen.

Mens der skal spilles et par kampe i København til EM 2020, behøver mange danskere ikke rejse langt for at finde slutrundekampe fire år senere. Hamborg er således en af værtsbyerne. De andre er Berlin, München, Dortmund, Gelsenkirchen, Stuttgart, Düsseldorf, Køln, Leipzig og Frankfurt.