Video : Tipsbladet
EM

Kaptajn Kjær: Det bliver den sværeste kamp i gruppen

Simon Kjær ser meget frem til aftenens kamp mod Schweiz, som bliver vigtig for Danmarks bestræbelser på at kvalificere sig til næste års EM-slutrunde

Når Danmark i aften møder Schweiz på udebane, er det på papiret den sværeste kamp på vejen mod kvalifikation til EM-slutrunden næste år. Her skal landsholdet forsøge at forbedre det skuffende uafgjorte resultat mod Kosovo fra sidste uge.

Scweiz har et stærkt mandskab med spillere som Arsenals Granit Xhaka og AC Milans Ricardo Rodríguez. Derudover tæller holdet normalt også Liverpools Xherdan Shaqiri og Benficas Haris Seferović, der dog begge er ude til mødet med Danmark.

Men det er ikke desto mindre et slagkrafigt schweizisk hold, som venter Danmark i aften, og så endda på udebane. Derfor fortæller Danmarks anfører, Simon Kjær, ifølge Ritzau, at aftenens kamp bliver utrolig vigtig, hvis det skal lykkes at kvalificere Danmark til næste års EM-slutrunde. Men det gør den også ekstra sjov at spille.

- Kampen er utrolig vigtig, for vi møder det stærkeste hold i puljen, og det bliver den sværeste kamp. Det er sådan en som den, man gerne vil spille, og vi skal gøre det godt, så vi kan komme til EM. Det er en kamp, jeg har glædet mig meget til længe, og det er jeg sikker på, at alle på holdet har, fortæller den danske kaptajn.

Danmark er udover Schweiz i kvalifikationsgruppe med Irland, Gibraltar og Georgien.