EM

M. Olsen: Direkte uheldige med ikke at få point

Landstræner Morten Olsen var dybt skuffet over aftenens 3-2 nederlag til Portugal, hvor han mente danskerne havde fortjent det ene point.

Danmark kom flot tilbage fra at være bagud 2-0 og tilbage på 2-2, da Nicklas Bendtner små ti minutter før tid udlignede portugisernes føring. Dermed lignede det, at danskerne ville sikre sig det ene point, men sådan skulle det ikke gå, og kort før det 90. minut scorede portugiserne det afgørende mål til stor frustation for den danske landstræner.

- Vi var måske heldige mod Holland, men i dag er vi direkte uheldige med ikke at få point.

Det danske hold var uheldige med at måtte lade både Nicki Zimling og Dennis Rommedahl udskifte med skader i løbet af kampen, men landstræneren vil ikke bruge skaderne som undskyldning.

- Det er klart, at vi har skader, og det skal ikke være undskyldningen. Zimling er en vigtig station på vores hold, og vi skulle lige vænne os til at spille uden ham, men efterhånden får vi bedre fat i spillet.

- Da vi får lavet det vigtige første mål, går vi efter at få uafgjort, og det var næsten også lige ved, og det er enormt skuffende, men vi må kigge videre og gøre det så godt som muligt (mod Tyskland, red.), lyder den ærgerlige kommentar fra den danske landstræner.