EM

Olsen: Heldig for at stoppe Ronaldo

Morten Olsen har stor respekt for Portugals største stjerne, som meget gerne skal stækkes onsdag aften.

Forud for onsdagens EM-brag mod Portugal, udviser landstræner Morten Olsen kæmpe respekt for Cristiano Ronaldo, der gang på gang har vist, at han på egen hånd kan afgøre fodboldkampe.

- Der er mange ting, der gør Ronaldo god. Han har tekniske og taktiske kvaliteter, han har en utrolig speed, og så har han en god timing med hovedet. En fuldendt fodboldspiller findes ikke, men han kan så mange forskellige ting, og jeg tror også, han er blevet mentalt stærkere. Hvis han er i rigtig god form, er han meget svær at styre, siger Morten Olsen til Tipsbladets EM-magasin.

- Vi forsøger at stække ham, og vi har i mange tilfælde haft succes med det. Bortset fra nede i Portugal (i 2010), men der lavede vi så også nogle kæmpe fejl, som bragte ham ind i billedet. Vi skal stoppe ham igen, men der skal man også være heldig og ramme en topdag. Det har vi gjort individuelt og også som hold, når vi tidligere har mødt dem.

Landstræneren har i det hele taget stor respekt for det portugisiske hold, der i hans øjne består af klassespillere.

- Der er ingen svage led på holdet. Ligesom på vores hold, er der nogle spillere, som hvis de ikke spiller, vil være et handicap for portugiserne og en fordel for os andre. Der er let-til-bens-spillere med hurtige fødder og god teknik. Moutinho på midtbanen er en fantastisk spiller, selvom man måske ikke ser ham lige så tit som dem, der spiller i Real Madrid. Man kan nævne Nani og deres gode backer Fábio Coentrao og Paulo Ferreira. Der er Bruno Alves, som spiller i Zenit, der er Pepe, og sådan kunne vi blive ved... Der er store spillere på alle positioner.

Danmark – Portugal spilles 13. juni klokken 18.00 på Arena Lviv i Lviv. Følg med på tipsbladet.dk, der hele dagen varmer op til kampen og er på plads i Ukraine, når det går løs.