Optakt: Tyskland - Ukraine
EM

Optakt: Tyskland - Ukraine

Tyskland plejer at vinde sine åbningskampe ved EM, men optakten til slutrunden har ikke været optimal for verdensmestrene.

Kampfakta:
Gruppe: C
Spillested: Stade Pierre Mauroy, Lille
Kampstart: Søndag klokken 21.00
Dommer: Martin Atkinson, England
På tv: DR 1
Twitter: #GERUKR #emdk
 
Holdnyt:
Tyskland:
Hvor står Tyskland? Der er flere spørgsmålstegn, der omgærder det tyske landshold, for optakten har ikke været optimal. Der er uafklarede ting omkring forsvaret, hvor der kan rokeres og roteres på nogle af positionerne. Desuden er det et spørgsmål, om anfører Bastian Schweinsteiger kommer til at spille – i Tysklands sidste testkamp inden EM var han på banen for første gang i to måneder. Og hvad med angrebet? Kommer Joachim Löw til at satse på Mario Götze som falsk nier eller skal Thomas Müller bruges helt fremme? Vi er klogere søndag aften.
 
Ukraine:
Østlandet har haft en glimrende optakt til EM-slutrunden med sejre i alle fire testkampe i 2016. Senest er EM-deltagerne Albanien og Rumænien blevet besejret med henholdsvis 3-1 og 4-3, så selvtilliden er høj på Ukraine-holdet, hvor Yehven Konoplyanka er den store stjerne. 
 
Vi vil formentlig komme til at opleve et taktisk disciplineret og løbestærkt Ukraine-mandskab, der uden tvivl er taget til Frankrig for at komme videre fra gruppespillet.
 
Karantæne:
Tyskland: Ingen 
Ukraine: Ingen 
 
Bud på startopstillinger:
Tyskland:

Tyskland (4-2-3-1): Neuer – Hector, Boateng, Hummels, Höwedes – Kroos, Khedira – Müller, Özil, Draxler – Götze   
 
Ukraine: 

Ukraine (4-2-3-1): Pyatov – Fedetskyy, Rakytskyy, Khacheridi, Shevchuk – Stepanenko, Rotan – Yarmolenko, Garmash, Konoplyanka – Zozulya  
 
Profilen:
Mesut Özil er det offensive omdrejningspunkt på det tyske landshold, og han kommer fra en fin sæson i Arsenal, hvor han leverede flest assists af alle i Premier League. Nu skal han som spielmacher forsøge at føre sit land til en ny titel to år efter sejren ved VM, hvor han spillede alle kampe. 
 
Vidste du, at...: 
Ukraines assistentlandstræner er den tidligere storspiller Andriy Shevchenko. Op til slutrunden har han talt med optimisme om Ukraines mulighder for at kvalificere sig til slutspillet ved EM. 
 
Dom: 
Der vil være pres på Tyskland, som ikke virker helt på hundrede procent, og derfor kan Ukraine muligvis tage et point i den her kamp. På den anden side er Tyskland berømt for at være et stærkt turneringshold, der slår til, når det gælder. Tyskland har vundet alle sine åbningskampe ved de seneste fem slutrunder, så vi tror på endnu en sejr til 'Die Mannschaft'. Dog kan det godt blive en smal en af slagsen. Vi byder 1-0. 
 
 
 
 
Tabel, form og tidligere indbyrdes kampe: