EM

Portugisisk sejr i medrivende drama

Danmark var bagud 2-0, men kom tilbage og fik 2-2 ved to mål af Nicklas Bendtner, inden Silvestre Varela tre minutter før tid slukkede håbet.

Tipsbladet.dk i Lviv
Første halvleg startede egentlig som en sløv omgang for både Danmark og Portugal, men den endte med at blive et festfyrværkeri i scoringer. Tre styk fik tilskuerne på Arena Lviv at varme sig på. Og de danske tilskuere mærkede måske usikkerhedsmomenterne tidligt i kampen.

I hvert fald var de allerede inde, der var gået 10 minutter godt i gang med: Dem som ikke hopper, de elsker Portugal. Men det var Stephan Andersen, der var den første af de to målmand, der måtte diske op med en redning efter en afslutning, der mest af alt lignede et indlæg fra Miguel Veloso.

Efter et kvarter gik Niki Zimling i græsset, og både William Kvist og Simon Kjær signalerede straks udskiftning og pegede på læggen som for at signalere, at den var gal. Jakob Poulsen havde allerede inden kampen varmet mere op end sine kammerater på bænken, og noget kunne tyde på, at Zimling allerede var tvivlsom inden kampen. Og så blev han ellers nærmet båret fra banen af de danske tilskuere, der heppede Zimling, Zimling, Zimling stort set hele vejen ned i omklædningsrummet.

Cristiano Ronaldo var ikke særlig synlig i første halvleg. Han virkede flere gange decideret irriteret på udskældte Helder Postiga, der ikke helt var med på Ronaldos idéer.

Det var da også Pepe, der fik lov at skinne først på det portugisiske hold. Han får et hjørnespark serveret lige i smasken ved forreste stolpe og header den ind bag en sagesløs Stephan Andersen. Og så kom der gang i løjerne. Fem minutter efter bliver Krohn-Dehli sendt afsted på et langt udspark, men Raul Meireles tog bolden med hånden og fik et gult kort, der med lidt dansk held havde kostet en udvisning.

Og så lynede Nani i højre siden og smed bolden ind til Helder Postiga, der ved forreste stolpe dirigerede det fine indlæg i kassen foran en lidt for passiv Simon Kjær. Derefter lavede Danmark ét af turneringens hidtil bedste mål, da Lars Jacobsen drev den frem i højre, gav den til Jakob Poulsen, der sendte den over i det bageste område i feltet, hvor Krohn-Dehli headede den på tværs til en fremstormende Bendtner, der dermed kunne score for femte gang i sin femte kamp mod Portugal.

På tilskuerpladserne dominerede Portugal, der havde væsentlig flere på lægterne, men danskerne kunne nu også finde ud af at afgive lyd – især da Portugal i anden halvleg, efter deres mening, begyndte at trække tiden.

Og det havde de faktisk også grund til. For Danmark havde bolden mest og var klart bedst i anden halvleg til trods for opspilsfejl fra Daniel Agger og en tværpasning fra Christian Eriksen, der kunne have kostet et et mål. Heldigvis for Eriksen var det den knap så hurtige Helder Postiga, der fik bolden, og chancen løb ud i sandet for ham.

Men ingen kamp uden en chance til Cristiano Ronaldo. Efter 78 minutter løber han bag om ryggen på Lars Jacobsen, der trækker et skridt tilbage for at gøre ham offside på den aflevering, Nani sender i dybden. På mirakuløs vis brænder Real Madrid-stjernen fuldstændig upresset i helt fri position.

Kort efter straffer Danmark kynisk Ronaldos misser. Nicklas Bendtner gør det til 2-2  ved at heade et indlæg fra Lars Jacobsen i kassen, og han sender den danske bænk og de danske tilskuere i ekstase. Flot comeback.

Tre minutter før tid sikrede indskiftede Silvestre Varela en ufortjent 3-2 sejr, selv om Lasse Schøne til allersidst havde en stor chance for ny udligning.

Undervejs udgik Dennis Rommedahl med noget, der kunne ligne en fiberskade i baglåret.