Video : Tipsbladet
EM

Superliga-profiler tæt på historisk EM: Jeg begyndte at tænke "fucking hell"

Joni Kauko og de øvrige finske spillere er en sejr over Liechtenstein fra at kvalificere sig til landets første fodboldslutrunde i historien. Den tanke kunne han ikke engang tænke, da han debuterede på landsholdet.

Der er ved at ske noget i Finland i øjeblikket. I årevis har landsholdets resultater været dårlige og holdets agtelse i befolkning endnu værre, men fredag aften kan alt det forsvinde ved et trylleslag.

Finland møder Liechtenstein, og en sejr sender holdet til EM - den første finske fodboldslutrunde i historien. Billetterne til hjemmekampen er revet væk og bliver solgt til opskruede priser på det sorte marked. Alle vil være en del af historieskrivningen. 

Sikkert er det, at en række spillere med en for- eller nutid i Superligaen kommer til at spille en hovedrolle. En af dem er Joni Kauko, der har spillet Finlands tre seneste landskampe, og som har mærket folkets mening om landsholdet vende på en tallerken.

- Det har været nogle hårde år før nu, og der har været meget kritik. Vi har fået meget shit på grund af resultaterne, og folk har altid forventet meget af os. Ishockey har altid været den store sport og opnået store ting (tre verdensmesterskaber, senest i maj, red.). Fodbold stepper op nu, og det er stort at se, at så mange mennesker også støtter os. Det er lige meget, om det er ishockey eller fodbold, vi er alle Finland, og vi støtter alle hinanden, siger Kauko til tipsbladet.dk.

- Det er fantastisk. Det er virkelig fantastisk. I så længe har finsk fodbold og landsholdet ikke gjort det godt, vi har haft så mange dårlige år. Folk har altid forventet noget af os, men vi har aldrig kunnet levere for fansene og folk i Finland. Nu er det komplet forandret på lidt over et år.

Læs også:Sparv lovede nøgenløb, hvis Finland kommer til EM: Nu trækker han i land

- Da vi begyndte Nations League, kom det ud af ingenting. Vi vandt gruppen i Nations League og har bare forsat i kvalifikationsgruppen. Nu er vi tættere end nogensinde. Det er ret crazy i Finland i øjeblikket.

Joni Kauko fremhæver selv sejren over Ungarn i den første Nations League-kamp som vendepunktet. Holdet var sluttet bag Island, Kroatien, Ukraine og Tyrkiet i den foregående VM-kvalifikation, men fra begyndelsen af Nations League klikkede det, og nu er spillerne propfyldt med selvtillid.

Kauko og co. er så tæt på, at de nærmest kan høre champagnepropperne sprænge; de skal bare slå Liechtenstein, der de seneste to år kun har slået ét hold, Gibraltar. Finnerne er tættere på, end de havde drømt om at være. Da Kauko begyndte på landsholdet, var slutrunder end ikke et tema.

- Da jeg var barn, var min største drøm bare at spille på landsholdet. Jeg fik min første kamp i 2012, og efter det var mit næste mål, at jeg ville være the main guy på holdet. Man tænker altid på, hvad man kan opnå, for der er altid en chance. Men finsk fodbold var på vej nedad i så lang tid, så det var svært bare at tænke på det (at kvalificere sig til en slutrunde, red.), siger Superliga-profilen.

- Men efter de kampe i Nations League begyndte det at gå op for mig, og jeg begyndte at tænke: "fucking hell, det er faktisk muligt". 

Læs også:Pukki lover finsk kvalifikation til EM

- Det er svært at forklare. Men det er en af de skøreste ting, der er sket i min karriere. Forhåbentlig kan vi klare presset og få sejren mod Liechtenstein.

Hvis Joni Kauko får genvalg i fredagens potentielt historiske kamp, bliver han helt sikkert ikke den eneste Superliga-kending. Tim Sparv er anfører, og Esbjerg-holdkammeraten Pyry Soiri spiller også jævnligt. Lukas Hradecky står i målet, Teemu Pukki scorer i den anden ende, mens Paulus Arajuuri og Jukka Raitala rydder op i forsvaret. På bænken sidder Jesse Joronen og Daniel O'Shaughnessy.

Selv om Kauko har vundet både et mesterskab og en pokalfinale hjemme i Finland, og han så sent som i foråret ved med til at sikre Esbjerg en sensationel bronze, er han ikke i tvivl om, hvorvidt en EM-billet vil overgå alt det. Det vil det.

- Det er svært at sammenligne, men hvis vi kvalificerer os, er det helt sikkert det største i min karrieren. Der er ingen tvivl om det, siger han.

- Man er ikke altid med landsholdet. Det er ens hjemland, men man er der nogle gange om året. Det er noget andet. For eksempel med EfB spillede vi en hel sæson, havde op- og nedture, så følelsen er lidt anderledes. Men hvis man skal sammenligne, så er det at komme til EM huge.

Læs også:Tim Sparv før skæbnekampe: Vi er lidt for hysteriske i Finland lige nu

Læs også:Finland jubler: Der findes intet større end at spille om en EM-plads

Læs også:EfB-træner er væk i halvanden uge: Kunne godt have brugt tiden på træningsbanen