Video : Tipsbladet
Europa League

Afklaret Johan Larsson: Genk viste klassen

Brøndby måtte torsdag forlade Europa League-kvalifikation lige inden gruppespillet. Ifølge anfører Johan Larsson viste Genk bare klassen.

Brøndby var torsdag aften på en svær opgave, da de skulle vende et 5-2 nederlag fra første kamp mod Genk. Opgaven lykkedes ikke, da Genk tog til Brøndby Stadion og vandt med 2-4, hvilket sendte Brøndby IF ud af Europa.

Et samlet 9-4 nederlag er ifølge anfører Johan Larsson ikke tilfredsstillende. Nederlaget havde ikke behøvet at blive så stort. 

- Vi lukker ni mål ind på to kampe, det er ikke godt nok. Det hænger selvfølgelig sammen med, at vi bliver nødt til at gå all-in. Men forskellen er, at de scorer på de muligheder, de får. Det gør vi ikke, siger Johan Larsson til Brøndbys hjemmeside.

Dermed bliver det Genk, der er med i fredagens lodtrækningen til Europa League-gruppespillet. Det er fuldt fortjent, hvis man spørger Johan Larsson.

- Genk viser, at de har et ekstra gear, og at de har klassen. Vi har perioder over de to kampe, hvor det ligner vores spil, men det bliver kaotisk, især i første halvleg i torsdagens kamp. Så det er en af de ting, vi skal bygge videre på, siger Johan Larsson til Brøndbys hjemmeside.

Brøndby har søndag aften mulighed for at bygge videre. Her tager de imod rivalerne og de danske mestre fra FC Midtjylland.