Boysen forudser gode FCK-muligheder: Mere intelligente end Ajax
Foto: Dean Mouhtaropoulos/Getty Images
Europa League

Boysen forudser gode FCK-muligheder: Mere intelligente end Ajax

Der er glimrende chancer for at udnytte Ajax' taktiske svagheder, og det kan et klogt FC København-hold drage fordel af, mener den tidligere Æresdivision-spiller David Boysen.

I David Boysens blot anden kamp for Roda fik holdet 2-2 på Amsterdam Arena i et opgør, hvor Boysen lagde op til det ene mål. Netop erfaringerne fra den kamp har givet Boysen et godt indtryk af, hvordan man kan ramme Ajax.

Hovedstadsholdet har nemlig en defineret stil, som de sjældent afviger fra. Den medfører som regel mange mål, men den gør også holdet sårbart på kontrastød. Det skal FC København udnytte i Europa League-kampene.

- Det er ikke så tit, nogle får 2-2 mod FCK herhjemme, men Ajax spiller, som de gør, og det lever og dør de med. Mod os døde de med det. Selv et lille hold kan skabe mange chancer, fordi de angriber med mange spillere, og der er ingen af de tre oppe foran, der er gode forsvarsspillere. Det giver en masse huller den anden vej, siger David Boysen til tipsbladet.dk.

- Det er et hold, der er mulighed for at lave kontra mod. Det er ikke det, FCK er vant til, men der er gode omstillingsmuligheder mod Ajax. Det var også det, vi scorede på.

Boysen påpeger, at Ajax kan vælge en mere forsigtig tilgang i europæisk fodbold, især i morgendagens udebanekamp, men han er ikke i tvivl om, at der venter FCK glimrende chancer for at udnytte sårbarheden.

Ajax angriber gerne med mange spillere, og selv om det er det, der skaber hullerne i defensiven, er det også holdets store styrke. FC København skal især vare sig for Ajax' evne til at overbefolke dele af banen, mener Boysen.

- De skal være opmærksom på ikke komme i undertal. Ajax vil overloade offensivt i banen, og det føles, som om de er mange spillere i de forskellige situationer. Der er seks-syv spillere på banen med offensive kvaliteter. Det er svært at dæmme op mod, når de kommer tre mod én spiller. Det er de situationer, de forsøger at skabe.

Det taler desuden til Ajax' fordel, at de er vant til et højere tempo fra Æresdivisionen. For det går hurtigere i Holland, men det betyder ikke, at ligaen er bedre. David Boysen, der i vinter vendte hjem til Lyngby BK og Superligaen, kan ikke udpege den stærkeste af de to ligaer.

- De er meget tæt på hiananden. Jeg har i hvert fald ikke lyst til at sige, hvilken liga der er bedst. Der er en større top i Holland end i Danmark, hvor der ikke er så stor rift om førstepladsen, siger han.

- Ajax er vant til et højere tempo, hele ligaen bliver bare spillet i et højere tempo, og man løber meget dernede. Det er meget tjubang-fodbold, hvor dansk fodbold er mere taktisk. 

Og netop her skal man finde FCK's måske største fordel.

- FCK er mere intelligente end Ajax, så de har gode chancer, vurderer Boysen.