Video : Tipsbladet
Europa League

Brøndby fik pæn sejr efter stærkt Fisker-comeback mod Inter Turku

Brøndby tager en føring på 4-1 med sig nordpå, når de skal spille returopgør i Europa League-kvalifikationen mod finske Inter Turku.

Brøndby tog torsdag aften hul på sæsonen som det første danske Superliga-hold, da de stod overfor Inter Turku i Europa League-kvalifikationen. Det var samtidig også Niels Frederiksens første officielle kamp i spidsen for Brøndby.

Her blev det til en 4-1-sejr for de blågule fra den københavnske vestegn, som stillede op i en 4-3-3-formation efter flere år med 4-1-2-1-2-formationen med diamanten på midten.

Det så dog ikke ud til at have hæmmet Brøndbyspillerne, at de skulle stille op i en ny talkombination. Ikke i de første minutter i hvert fald. Allerede efter fem minutter havde de nemlig scoret.

Det kom efter et stærkt genpres fra Josip Radosevic, som erobrede bolden få meter foran Inter Turku-feltet. Han sendte bolden videre til Lasse Vigen, som lavede en god dribling, inden han overlod bolden til Kamil Wilzcek, som klaskede bolden i mål til 1-0.

De efterfølgende små ti minutter havde Brøndby godt styr på sagerne, men da man nåede til kampens 19. minut ændrede tingene sig. Først fik finnerne udlignet ved Timo Furuholm efter et angreb, der gik over deres højre angrebsside, hvorefter resten af første halvleg var meget lige mellem de to hold.

Dog havde Radosevic et skud på overliggeren, og i anden halvleg ændrede tingene sig da også gevaldigt. Det var dog først efter en indskiftning af Kasper Fisker efter 64 minutter, at der blev trykket på speederen. 

Få minutter efter leverede han sæsonens hidtil mest elegante assist, da han med en hælaflevering lagde op til målet til 2-1, som Kamil Wilczek stod bag. Han havde dog ikke en finger med i spillet til 3-1, som Simon Tibbling scorede, da han sendte bolden op i krogen.

Dog havde Fisker, som sad ude med en skade i det meste af den seneste sæson, ryggen til på det helt rigtige tidspunkt efter 78 minutters spil, da et langskud fra Dominik Kaiser ramte den danske midtbanespiller i ryggen, hvorefter bolden ændrede retning og gik i mål til 4-1.

Mere blev det dog ikke til, og Brøndby tager et godt udgangspunkt med til returkampen i næste uge.