Video : Tipsbladet
Europa League

Celtic-keeper er uhyggelig på straffespark: Jeg går med mavefornemmelsen

Fraser Forster har reddet over halvdelen af de straffespark, han har stået over for i denne sæson. Og han forklarer, at det 100 procent handler om, at han følger sin mavefornemmelse.

Jens Stage havde en glimrende mulighed for at sende FC København mod Skotland med et ganske fint resultat, da han kort før tid var sat til at sparke det straffespark, som FCK med hjælp fra VAR havde fået. Men Stage missede, da det ellers godkendte spark akkurat blev snittet af keeper Fraser Forster, så det tog stolpen og gik tilbage i stedet for at tage stolpen og gå ind i kassen.

Desværre for Jens Stage er straffespark en disciplin, som engelske Fraser Forster er fremragende til. To-meter-manden har reddet fire af syv straffespark i denne sæson, og i karrieren har han i alt reddet 15 af 37 straffespark. For sammenligningens skyld er der i Superligaen i denne sæson bare brændt otte af 42 straffespark.

Fraser Forster var efter redningen på Jens Stage meget tilfreds.

Læs også:FCK har hentet 82 procent af Danmarks koefficientpoint i Europa

- Det er altid rart at lave dem. Det er, hvad vi spiller fodbold for. Jeg har gang i en fin stime.

- Det handler om, at jeg ikke rigtigt overtænker det. Jeg stoler på min mavefornemmelse, og nogle gange er man bare heldig, og nogle gange er man ikke. Men det er rart at have lavet redningen, sagde han ifølge skotske medier efter kampen.

Den store målmand, der er lejet i Southampton, var dog ikke tilfreds med, at den russiske kampdommer efter brug af VAR dømte straffespark i en situation, hvor Ryan Christie fra nær hold ramte bolden med sin hånd.

Læs også:Ny FCK'er i europæisk debut: Det var sindssygt - og et fair resultat

- Der er ingen måde, hvorpå han (Christie) kan få sin hånd væk fra situationen. Det er jo ikke bevidst. Med VAR er der straffespark, hvis den rammer armen, så man må bare acceptere det og komme videre. Det var et godt point, vi fik, men vi kunne have haft mere, siger Fraser Forster.

I stedet tager FC København nu til Glasgow på torsdag og skal søge et resultat, for med 1-1 er Celtic, der går videre, hvis det ender 0-0 i Skotland.

Franskmanden Odsonne Edouard bragte Celtic foran efter et lille kvarter, og så var det Dame N'Doye, der kort inde i anden halvleg gjorde det til 1-1.

Læs også:Målscorer N'Doye roser makker for at fiksere Celtic-forsvar

Læs også:Ærgerlig Jens Stage om straffesparket mod Celtic: Det er noget pis

Læs også:Bengtsson sat af i FCK: Jeg tåler ikke, at han ikke tager ansvar