Video : Tipsbladet
Europa League

Drillende Boilesen: Ved ikke, om "Corner" vil have lidt revanche

Nicolai Boilesen var ikke skræmt af Zenit Skt. Petersborg og forudser nu en tæt kamp i Europa Leagues Gruppe C.

FC København indledte torsdag aften Europa League-gruppespillet med at møde den russiske storklub Zenit Skt. Petersborg hjemme i Telia Parken.

Slovakiske Róbert Mak bragte gæsterne foran i første halvleg, men i en lige kamp fik FC København fortjent udlignet med en halv time igen, da Pieros Sotiriou scorede på Viktor Fischers oplæg. 

FCK-spilleren Nicolai Boilesen stiller sig tilfreds med det uafgjorte resultat, men medgiver, at hjemmeholdet godt kunne have fået mere ud af kampen:

- Der er forskellige måder at spille uafgjort på. Der er måder, hvor man føler sig heldig, og det synes jeg ikke, at vi var i dag. 1-1 er i mine øjne et fuldstændig fair resultat. 

- Når det er sagt, er det heller ikke fordi, at jeg er skræmt af deres niveau, og derfor sidder man også lidt med følelsen af, at hvis nu vi bare havde scoret først, så kunne det være blevet rigtig sjovt. Men når situationen var, som den var i pausen, er 1-1 et godkendt resultat for os, sagde venstrebacken efter kampen.

I den anden kamp i Gruppe C vandt Slavia Prag med 1-0 over franske Bordeaux, så det tegner sig til at blive en tæt affære, mener Boilesen:

- Den kommer til at blive rigtig tæt. Uanset resultaterne i dag havde jeg allerede på forhånd regnet med, at den her gruppe bliver afgjort på sidste spilledag. Som Ståle (Solbakken red.) sagde i går, at det på hjemmebane, at man tit skal hive pointene hjem, så det er ikke fordi, at jeg er overrasket over, at Prag vinder.

- Jeg tror, at det i sidste ende handler om, hvem der er bedst på udebane. Hvis nogen formår at få et point eller måske endda lave en overraskelse og vinde, kan det pludselig åbne gruppen op, men der skal ske mange vilde ting, hvis ikke det skal afgøres på sidste spilledag, sagde Nicolai Boilesen, der også ser frem til at møde Bordeaux, som har danske Andreas Cornelius og Lukas Lerager i truppen:

- Jeg ved ikke, om "Corner" vil have lidt revanche, og om så det var derfor, at han tog dertil, lød det drillende fra Boilesen med henvisning til kvalifikationskampen mod Cornelius' tidligere arbejdsgiver Atalanta, hvor den danske angriber brændte det afgørende spark i straffesparkskonkurrencen.

Franske Bordeaux er da også den næste modstander for FC København i Europa League-gruppespillet, men det er for tidligt at vurdere styrkeforholdet i den kamp, vurderer landsholdsbacken:

- Det er selvfølgelig altid fedt at møde nogle af sine landsholdkammerater. Men vi har lige et par kampe først, før at vi når dertil, så det opgør må vi kigge nærmere på senere, sagde Boilesen afslutningsvist. 

FC København og Bordeaux mødes den 4. oktober med kampstart kl. 18.55 i Frankrig.