Video : Tipsbladet
Europa League

Emery vil prioritere Europa League: Det er vores titelchance

Europa League er en vigtig turnering for Arsenal, da det er klubbens sidste mulighed for at vinde et trofæ i denne sæson

Arsenal spillede sig efter en dramatisk kamp videre til kvarfinalerne i Europa League, da de hjemme på Emirates Stadium besejrede franske Rennes med 3-0. Efter et skuffende nederlag på 1-3 i den første kamp formåede den engelske klub alligevel at vende resultatet til avancement efter den flotte præstation på hjemmebane.

Her stillede træner Unai Emery da også med noget nær stærkeste opstilling. Og det er fordi, Europa League er en vigtig turnering for Arsenal i denne sæson. Der er langt til førstepladsen i Premier League, og da the Gunners også ogs ude af FA Cuppen, er Europa League den sidste chance for sølvtøj i denne sæson.

Derfor er det også en turnering, der bliver prioriteret. Det fortalte Unai Emery på sit pressemøde efter kampen.

- Jeg sagde til spillerne i dag (i går, red.), at jeg er begrejstret for denne turnering. Ikke kun fordi, du kan kvalificere dig til Champions League, men også fordi det er en titel. Og jeg tror, vi kan mærke muligheden for at vinde en titel, fortalte den spanske manager.

Der er stadig store hold som Chelsea, Napoli, Valencia og Benfica med i turneringen, men klubber som eksempelvis Inter og Europa League-specialisterne fra Sevilla måtte i går sige farvel til turneringen. Der er lodtrækning til kvartfinalerne senere i dag, fredag.