Engelsk nedtur fortsatte med Everton-ydmygelse
Foto: Sergei Chuzavkov/Polfoto
Europa League

Engelsk nedtur fortsatte med Everton-ydmygelse

Dynamo Kiev besejrede Everton i en 5-2-målfest, og dermed er alle fire engelske hold blevet sendt ud af Europa i denne runde.

Der er ingen engelske hold tilbage i europæiske turneringer, efter både Arsenal, Chelsea og Manchester City røg ud af Champions League, og Everton her til aften blev ydmyget i Kiev. På hjemmebane vandt Dynamo 5-2 over Everton og går dermed videre til kvartfinalerne i Europa League.

Everton havde ellers fordelen før aftenens kamp, eftersom englænderne havde vundet den første dyst på hjemmebane med 2-1, men det var ikke nok. 

Kampens første 20 minutter var ganske chancefattige, men derefter gik det stærkt. Først bragte Andrey Yarmolenko sit hold foran på et fremragende mål. Han modtog bolden midt på Evertons banehalvdel, tog et par træk, satte Gareth Barry af og krøllede bolden over i det lange hjørne. 

Det skød gang i en hektisk sidste halvdel af første halvleg, for blot fem minutter senere sparkede Ross Barkley på stolpen, og i det 29. minut udlignede Everton på et næsten lige så flot mål som Dynamos. Romelu Lukaku fik en returbold lige uden for feltet, tog et træk og sparkede bolden næsten lige så langt op i krogen som Yarmolenko. 

1-1 holdt ikke længe, for allerede efter 35 minutter kom Dynamo Kiev foran igen. Denne gang gik et højt indlæg over hovederne på Everton-forsvaret, hvorefter bolden lidt tilfældigt endte hos Lukasz Teodorczyk, der med få meters afstand kunne sparke bolden i kassen. 

Dermed var alt lige på 2-1, men blot to minutter senere kom Dynamo yderligere foran. Everton-forsvaret fik to forsøg til at skille sig af med en lang bold, men mislykkedes, og så kunne Miguel Veloso flugte bolden i mål på fornemste vis. 

Holdene gik til pause med 3-1, men den stilling holdt kun ti minutter af anden halvleg. Her løb Oleg Husev fri i feltet, og selv om han skulle bruge to forsøg, fik han sparket bolden i nettet via indersiden af stolpen.

Med et kvarters tid tilbage fik vi så endnu et smukt mål, og igen stod Dynamo bag. Vitorino Antunes var trukket med frem fra sin venstre back og fik alt for meget plads. Derfor trykkede han af fra 30 meter og sendte et brag af et langskud over i modsatte hjørne. Tim Howard i Everton-målet var endnu en gang chanceløs.

5-1 stod der på måltavlen, og så gjorde det mindre, at Everton-kaptajn Phil Jagielka pyntede på tingene med sit mål efter hjørnespark med ni minutter tilbage. Dermed endte kampen 5-2 efter et medrivende opgør, der forud de syv scoringer bød på tre spark på træværket.